Varme Bauma-nyheder dukker op på ScanMek

Scantrucks markedschef, Dennis Faurby, fik et kik på den nye rotationsteleskoplæsser MRT2660e Vision på Bauma i München. Nu glæder han sig til at præsentere maskinen på Scantrucks egen maskinmesse, ScanMek 2023. (Foto: Privat)
Profilbillede
dato

Præcis et halvt år efter premieren i München har Scantruck elektriske Manitou-nyheder klar til salg

Ofte går der et års tid eller lidt længere, fra maskinproducenterne lancerer deres varme nyheder på verdens største entreprenørmesse, Bauma i sydtyske München, til den danske importør kan præsentere dem. Når Scantruck hænger det store ”Velkommen til ScanMek”-banner op torsdag den 27. og fredag den 28. april, vil der kun være gået præcis et halvt år siden Bauma 2022.

Det er især Manitou-maskinerne, der sætter nye hastighedsrekorder på distancen fra München til Skive. Og ikke mindst de elektriske teleskoplæssere. Så når pølsemanden er på plads og softice-maskinen er klar med den rette temperatur, vil Scantruck også være klar til at vise de varme nyheder frem.

Specielt den elektriske udgave af Manitou-supersællerten MT625 ventes at tiltrække sig stor opmærksomhed på ScanMek. Den lille teleskoplæsser med løftehøjde på seks meter og løftekapacitet på 2500 kg har fast arbejde i mange virksomheder med behov for at håndtere gods.

Den kommer nemt rundt, og nu gør den det uden den mindste CO2-udledning. Maskinen har nemlig fået øget sin modelbetegnelse med et lille ”e” til MT625e.


Fem tons-teleskoplæsseren manglede i Manitous landbrugs-program, indtil den blev præsenteret på EuroTier. Nu er den med, når der holdes ScanMek i Skive den 27. og 28 april. (Foto: Scantruck A/S)

Uden støj og diesel-os
”Den kan præcis det samme som den oprindelige MT625 med dieselmotor. Men altså uden både støj og diesel-os”, forklarer markedschef Dennis Faurby hos Scantruck.

Den lille ellert, som er fjerdemindst i Manitou-hierarkiet i MT Construction-serien, får selskab på ScanMek af rotationsteleskoplæsseren MRT2260e Vision – eller muligvis den større MRT2660e Vision.

”Det afhænger af, hvilken af modellerne, vi har mulighed for at få hjem til udstillingen. En af dem kommer med sikkerhed. Forskellen på de to maskiner er fire meter i løftehøjde og 2,6 meter i rækkevidde, mens der ikke er forskel på løftekapaciteten. Bortset fra forskellen i størrelse, er de to rotationslæssere ens”, siger Dennis Faurby.

Endnu nyere end Construction-maskinerne er landbrugsteleskoplæsseren MLT850-145 V+, som havde dansk premiere på Agromek, da november blev til december.

Det gik ikke upåagtet han på landbrugsudstillingen i Herning, at der var rullet noget helt nyt ind efter en første præsentation på EuroTier-messen i Hannover. Scantruck noterede endog meget stor interesse blandt landmændene for den nye fem tonser med trinløs transmission. 

Manitou og meget mere
Som Danmarks største maskinfirma med Danmarks største udvalg af forskellige maskiner til både entreprenørbranchen, landbruget og industrien, lader Scantruck det naturligvis ikke blive ved Manitou’erne til ScanMek.

”Vi er velforsynede med masser af maskiner af alle vores mærker, så der bliver rigtig meget at se på. Foruden Manitou, er Scantruck jo også ensbetydende med alle typer entreprenørmaskiner fra Komatsu, teleskopkraner og bæltekraner fra Sennebogen, og gummihjulslæssere samt valsetog fra Weycor. Tillige de store, grønne knuse- og sortereanlæg fra McCloskey, og lifte af forskellige typer fra hele tre producenter – Platform Basket, PB Platforms og GMG”, fortæller Dennis Faurby.


Den nye Komatsu PC20R-5 er hurtigt blevet populær. Netop maskiner i to-tons klassen tegner sig for omkring halvdelen af alle minigravere. (Foto: Scantruck A/S)

Ikke mindst Komatsu kommer til at rulle sig ud på de to messedage i Skive. Den japanske maskinmastodont producerer hele spektret fra minilæssere og minigravere til dozere, dumpere og de største gummihjulslæssere og gravemaskiner. Og der kommer noget af det hele, varsler produktchef Kasper Vissing.

”Der er næppe tvivl om, at specielt Komatsus nye minigraver PC20R-5 får besøg af mange interesserede. Den vakte opmærksomhed på Bauma, og vi har solgt de første eksemplarer i Danmark. De små gravemaskiner i to-tons klassen udgør ikke mindre end 50 procent af hele minigraver-markedet, så det er maskiner, der interesserer rigtig mange”, fortæller Kasper Vissing.

Til europæere
PC20R-5 er ikke blevet mindre populær af, at den er udviklet og produceret på en af Komatsus fabrikker i Europa. Det har betydet, at maskinen er konstrueret med henblik på europæiske maskinførere, som normalt ikke er mindre end deres asiatiske kolleger. De bredere europæiske skuldre har blandt andet givet sig udslag i en større kabine med bedre plads til chaufføren.

Foruden de mange maskiner, finder Scantruck et bredt udvalg af forskelligt udstyr og tilbehør frem til ScanMek. Også på Komatsu-fronten, hvor ScanMek-gæsterne får mulighed for at se en live-præsentation af en maskine med Topcon-maskinstyring og Smart Construction, som præsenteres både inde i udstillingshallen og demonstreres på et udendørs areal.

Scantruck har en hel afdeling for den avancerede maskinstyring, og mandskab herfra vil også være i aktion på ScanMek for at vise frem, forklare og besvare spørgsmål.  

Kilde: Scantruck A/S
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook