Søren Vester starter ny stafet: Det er med i huslejen

Foto: Skive kommune. Udklip fra video på Instagram med Søren Vester
dato

Hvad er det egentligt, der er med i huslejen i Skive Kommune? Listen er lang, hvis du spørger TV-vært Søren Vester, som bor i Thise, og som ofte bruger netop den vending på TV, Instagram og i tale, når han viser eller fortæller om ting, der er fantastisk ved at bo netop her.

Søren Vester er aktuel i tv-programmet Søren Vesters Have på DR, hvor han inviterer hele Danmark hjem i haven i den gamle præstegård i Thise. Med sin jyske charme – og dialekt – har han gennem flere år inspireret seerne med havetips og byg-selv idéer i forskellige programmer.

Og så får han samtidig vist, hvad det er Thise, og dermed Skiveegnen, kan i bosætningssammenhæng.  ’Det er med i huslejen’ har mange nok hørt ham sige – eller vise på sin Instagram, hvor han bruger hashtagget #determedihuslejen.

Det har inspireret Skive Kommune til et nyt tiltag på Instagram for at få flere stemmer til at tale med i den fortælling:

- Søren er en fantastisk ambassadør for Skiveegnen, og hans fortælling om at bo her står stærkt. Vi er overbeviste om, at han rammer noget, som folk på Skiveegnen kan se sig selv i - og vil være med til at bakke op om. Vi vil derfor brede det ud, for fortællingen bliver endnu stærkere, når flere taler med om, hvad der er med i huslejen her, fortæller kommunikationschef i Skive Kommune, Birgitte Bahat.

Borgerne tager over

Skive Kommunes side på Instagram får dermed et helt nyt element – en stor del af indholdet vil nemlig blive skabt af borgere, som overtager profilen i en uge for at vise, hvad man får med i huslejen her. Søren Vester skyder det hele i gang med en takeover fra Thise fra i dag, d. 1. maj.

- Jeg har sagt ja til at starte instagram-stafetten op, fordi jeg gerne vil inspirere andre til at være med til at fortælle, hvilket fantastisk sted vi bor. Vi har fjorden lige uden for døren og nogle top-engagerede lokalsamfund, hvor der er gang i en masse spændende ting, og det er de gode historier, vi sammen skal fortælle. Sådan giver vi et stort fælles kram.

Efter en uge giver han stafetten videre til en anden god ambassadør, som i ord, billeder og video vil forsætte fortællingen om, hvad der er med i huslejen her. 

Deres egen fortælling

I første omgang vil den ene takeover afløse den anden, og det er planen, at disse takeovers skal være et fast element, der kommer løbende hen over året. På den måde bliver der mulighed for at komme rundt i hele kommunen og give ordet til både ildsjæle, tilflyttere og hobbyfotografer og hvem, der ellers ønsker at bidrage til fortællingen ’det er med huslejen’.

- Ved at give ordet til borgere afgiver vi den styring, som vi ellers normalt har på kommunikationen, men vi tror på, at det giver en stærk, autentisk og relaterbar fortælling. Mund-til-mund-markedsføring er et effektivt greb, og vi mener, det her har samme potentiale. Vi kommer ikke til at diktere, hvad de forskellige takeovers skal dele.

- Det er vigtigt, at det er deres egen historie, og at de fremhæver det, de synes er vigtigst, fortæller kommunikationskonsulent i Skive Kommune, Sissel Dalby Svenningsen.  

Takeoveren sker på Skive Kommunes side på Instagram: @Skivekommune. Man vil også kunne bidrage med foto, video og fortællinger ved at bruge hashtagget #determedihuslejen og #vores_______ (indsæt by/område), tagge @Skivekommune eller sende det til kommunikation@skivekommune.dk


https://skive.dk/nyheder/stabe-hr-og-kommunikation/soeren-vester-starter-ny-stafet-det-er-med-i-huslejen/
Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook