Skive Kommune har holdt møde med politiet i sag om databrud

Foto: Skive kommune. Rådhuset i Torvegade. (Foto: Skive Kommune)
dato

Skive Kommune tog fredag i sidste uge kontakt til politiet og aftalte et møde, efter at Viborg Kommune havde besluttet at politianmelde en aktuel sag om databrud

Sidste år var der en lignende sag i Skive, da en medarbejder i kommunen havde søgt på personlige oplysninger om 195 borgere, som vedkommende ikke havde haft brug for i sit arbejde. I forbindelse med kommunens konkrete vurdering af sagen sidste år blev den ikke politianmeldt.

- På baggrund af sagen fra Viborg Kommune besluttede vi at tage kontakt til politiet. Vi havde et møde i morges, fordi vi gerne ville i dialog med dem for at få deres råd og vejledning i denne type sager. Vi ved derfor, at politiet vil gå aktivt ind i sagen og vurdere, om der er grundlag for at efterforske den.

- Det vil vi naturligvis støtte op om, siger Lars Harder, der er direktør i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Skive Kommune.

Politiet oplyste på mødet, at de ser en stigning i antallet af sager om databrud, og at der generelt er et øget fokus i samfundet på datasikkerhed.

Nyt sikkerhedssystem
Da Skive Kommune sidste år opdagede, at der havde været et databrud, blev sagen efter Persondataforordningens regler rutinemæssigt anmeldt til Datatilsynet med det samme. Kommunen fulgte nøje tilsynets procedurer.

Kommunen arbejder løbende på at forbedre datasikkerheden i de forskellige IT-systemer. Det var i forbindelse med implementeringen af et nyt sikkerhedssystem, at databruddet blev opdaget.

- Vi har stort fokus på at undgå databrud, men der vil altid være en menneskelig faktor. Og vi gør, hvad vi kan for at sikre, at vores medarbejdere er klædt bedst muligt på til at håndtere deres opgaver på sikker vis. Vi indskærper løbende, at vores medarbejdere ikke må tilgå borgernes oplysninger, når det ikke er arbejdsrelateret.

- De deltager blandt andet i obligatoriske kurser om reglerne for datasikkerhed, ligesom vi arbejder med interne kontroller, siger Lars Harder.

Den pågældende medarbejder er ikke længere ansat i Skive Kommune.


https://skive.dk/nyheder/stabe-hr-og-kommunikation/skive-kommune-har-holdt-moede-med-politiet-i-sag-om-databrud/
Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook