Skive Kommune auktionerer vandreferie og ikonisk postkasse til fordel for Danmarks Indsamling 2026

Foto: Skive Kommune.
dato

Skive Kommune støtter Danmarks Indsamling 2026 med auktioner på eksklusiv vandreferie og ikonisk postkasse – pengene går til børn i verdens fattigste lande.

Skive Kommune deltager igen i Danmarks Indsamling, hvor formålet i 2026 er at hjælpe børn i glemte kriser i nogle af verdens fattigste lande. I år kan borgere og interesserede byde på en særlig tre dages vandretur langs Limfjords-Caminoen, der blandt andet går forbi Fur, Glyngøre og andre naturskønne områder ved Limfjorden.

Vandreferien er for fire personer med all inclusive og har en samlet værdi af 15.000 kroner. Ruten er på cirka 50 kilometer fordelt på dagsetaper mellem 15 og 20 kilometer. Hele pakken omfatter overnatning på Fur Færgekro og Hotel Pinenhus, inklusiv sengelinned, dyner og håndklæder, måltider med drikkevarer, færgebillet til Fur, kort over vandreturen og madguide samt inspirationsmateriale til seværdigheder undervejs. Efter turen sørges der for transport tilbage til deltagernes biler ved Branden. Alt er arrangeret af Limfjordsoplevelser, og indtægten fra auktionen går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2026.

Derudover kan man byde på Skive Kommunes sidste røde postkasse, der tidligere har været opsat på Ågade 16 i Skive. Den ikoniske postkasse er doneret til indsamlingen i forbindelse med, at PostNord har fjernet de sidste røde postkasser i Danmark.

Auktionerne er åbne, og det er muligt at byde online på lauritz.com. Når auktionen slutter, vil højstbydende modtage enten vandreferien eller Skive Kommunes sidste røde postkasse. Det store tv-show sendes direkte lørdag den 31. januar på DR1 og DRTV.

Byd på Skive Kommunes sidste røde postkasse via dette link: Skive Kommunes sidste røde postkasse

Byd på vandreferie for fire personer med all inclusive via dette link: Vandreferie for fire personer med all inclusive

https://skive.dk/news/stabe-hr-og-kommunikation/skive-kommune-stoetter-landsindsamling-vandreferie-for-fire-personer-med-all-inclusive-er-paa-auktion/

Kilde: Skive Kommune