I daginstitutionen Troldehusene i Højslev har børn og voksne siden nytår haft tema om arkitektur. Det har sat skub i børnenes tanker, kreativitet og engagement. For øjeblikket kan man opleve en udstilling lavet af børnene på Skive Bibliotek.
Hvordan får man gjort et tema som arkitektur spiseligt, så selv de mindste børn i dagsinstutionerne får noget ud af det? Det har de arbejdet med i Troldehusene i Højslev siden nytår. Valget faldt netop på arkitektur som emne, idet emnet rummer mange af de temaer, institutionen i forvejen har i deres læseplan, f.eks. kultur, æstetik, fællesskab og det at skabe noget sammen.
I løbet af perioden har børnene været på ture ud af huset for at samle inspiration og lære mere. Blandt andet har de besøgt Krabbesholm Højskole sammen med Skive Kommunes erhvervsplaymaker, May-Britt Hestehauge, for at se de flotte omgivelser og for at se skolens elever producere små modelhuse.
Også en rundtur i Skive by med kirkerne, posthuset, Brogården, stationen og Den Blå Diamant er det blevet til, selvom sidstnævnte besøg godt nok affødte en del skuffelse, da bygningen ikke levede helt op til børnenes forestillinger om en blå diamant.
Skubber til kreativiteten
Det øgede fokus på arkitektur har helt klart sat skub i tankerne og kreativiteten hos børnene, vurderer pædagog Rikke Svendsen:
- Helt overordnet har det været positivt at se hvordan flere af børnene på den ene eller anden måde er bevidste om arkitektur. De har i højere grad eksperimenteret med at bygge små og store huse af LEGO, bygge huler af tæpper, broer i sandkassen og høje tårne.
- Jeg mødte for eksempel ind en morgen, hvor tre børn var i gang med at bygge et højt tårn af magneter; så højt at de til sidst ikke kunne nå op og bygge videre. Min leder og jeg var ikke længe om at finde noget, de kunne stå på, og bare det at se deres samarbejde om at få det bygget og deres stolthed i øjnene, var virkelig fedt, fortæller Rikke Svendsen.
Oplev børnenes udstilling på biblioteket
Projektet i Troldegården blev rundet af med en lokal udstilling af alle børnenes værker. En torsdag tidligere på foråret blev der holdt fernisering med besøg af lokalområdets børn, skoleklasser, SFO-børn og vennerne i de to andre afdelinger fra Troldebakken og Troldehaven.
Selvsamme udstilling er i øjeblikket rykket til Skive Bibliotek i børneafdelingen, så mange flere kan få glæde af børnenes værker.
https://skive.dk/nyheder/kufa-skole-og-dagtilbud/arkitektur-i-boernehoejde/