Bor du i et område hvor der ikke kommer fjernvarme? Så inviterer Skive Kommune til borgermøde, hvor du kan blive klogere på hvilke alternativer der findes til fjernvarme.
I Skive Kommune er flere af landsbyerne beliggende udenfor fjernvarmeområder. De mindre lokalsamfund er særligt udsatte i den aktuelle situation, på grund af de stigende energipriser, da de ofte er opvarmet med naturgas eller individuelle oliefyr.
På baggrund af dette, samtidig med en stor efterspørgsel, inviterer Skive Kommune til borgermøde om alternativer til fjernvarme onsdag den 19. april kl. 17 - 21 i Oddensehus, Andrupvej 1 C, 7860 Spøttrup.
Formålet med mødet er at gøre borgerne klogere på hvilke andre varmemetoder man med fordel selv kan anskaffe, og ikke mindst hvilke løsninger der er oplagt at gå sammen om i et landsbyfællesskabet.
- Borgermødet er oplagt for landsbyerne til at finde en fælles løsning på grønnere varmekilder. Vi sætter deltagerne sammen efter landsbyer, så man nemt kan få en snak efter oplæggene om, hvilken løsning der kan passe præcis til den enkelte landsby udtaler Signe Bak Jørgensen, projektleder i Energibyen Skive.
På mødet kan man blandt andet få information om termonet, fælles varmeanlæg, varmepumper og energibesparelser.
I løbet af aftenen vil Carsten Vejborg fra EnergiTjenesten fortælle om mindre fælles varmeanlæg, individuelle løsninger og energibesparelser. Henrik Bielenfeldt fra Sustain fortæller om termonet, som er en slags fælles jordvarme til en hel landsby.
På mødet kan man også få information om, hvordan man kan bruge kommunen som en hjælpende hånd i den grønne omstilling, og muligheden for at søge Grøn Pulje til klimaindsatser.
Tilmelding senest den 17. april 2023.
Kommunen er vært for et gratis måltid.
Deltagelse er gratis men kræver, af hensyn til forplejning, tilmelding til Signe Bak Jørgensen på mail sibj@skivekommune.dk.
https://skive.dk/nyheder/temu-erhverv-udvikling/borgermoede-om-alternative-varmeloesninger/