Det minder lidt om Grev Draculas slot i Transsylvanien, men i KulturCenter Skive ved ingen af os, om den blodtørstige herre var særligt vild med græskar. Men det er vi!
Der er masser af dem i dette særlige set-up, der vil præge Skive-egnens kulturelle centrum for oplevelser for hele familien i efterårsferien:
Cinema4 viser hele fem supergode film for hele familien, men der er fortsat gode chancer for at opleve Daniel Craig som James Bond for sidste gang i ”No Time To Die”, Trine Dyrholm som ”Margrethe den første” og Anders Matthesens geniale talent i ”Ternet Ninja 2”.
Der er ingen grund til at bryde de gode motions-rutiner, for KCS Motion har som vanligt døgnåbent. I KCS Badeland sørger vi for, at alle er sikret deres vanlige motionssvømning på afmærkede baner, men der er også plads til vandplaskeri for de små. Vi har vores superseje XL Megarun forhindringsbane i vandet alle dage. Café Plask har åbent alle dage i ferien fra kl. 11 til 17.
Caféen i KulturCenter Skive er åben alle dage i ferien fra kl.17.00 og baren ved indgangen til biografen er åben alle dage fra kl. 18.00.
Er det kulturelle oplevelser – koncerter eller stand-up – man er på udkig efter, kan KulturCenter Skive også klare det. Lørdag den 16. oktober optræder American Idol-vinderne Kris og Dave i Skive Theater, mens samme scene fredag den 22. oktober overtages af stand-up’er Thomas Warberg. Hans show har titlen ”Et storslået menneske”.
En storslået musiker er den store verdensstjerne, der indtager Spar Nord Salen i KulturCenter Skive fredag den 22. oktober.
Amerikanske Curtis Stigers kendes som en gudbenådet sanger og saxofonist, der gennem en flot karriere har optrådt med kunstnere som Prince, Elton John og Bonnie Raitt. Curtis Stigers løfter den musikalske arv fra eksempelvis Frank Sinatra åbenlyst, når han med sit band ruller repertoiret ud og spiller på alle tangenter.
"For mange er vi en del af det program, der præger efterårsferien, og derfor glæder vi os til at tage imod de mange, der besøger os i den kommende uge. Vi vil gøre vores yderste for at sikre vores gæster gode oplevelser", lover direktør Knud Bjerre, KulturCenter Skive.