MØD THOMAS KRISTENSEN

Thomas Kristensen fra Autocentralen i Skive: Biler har altid været en del af livet

Portrætfoto af Thomas Kristensen

Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?

“Jeg hedder Thomas Kristensen, jeg er filialchef hos Autocentralen i Skive. Hos Autocentralen i Skive sælger vi fabriksnye VW- & Skoda-biler. Vi sælger også nyere brugte biler af vores egne mærker. Autocentralen har pt. 8 butikker i Danmark og beskæftiger ca. 550 medarbejdere.”

Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?

“Jeg har altid haft interessen for biler til trods for at jeg startede med at tage en uddannelse som elektriker. Bilerne har altid været i mit liv og inden jeg startede hos Autocentralen ejede jeg en bilforretning i Viborg i knap 20 år.”

Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?

“Jeg har i min tidligere egen forretning haft fornøjelsen af skulle skaffe og levere 5 modelspecifikke biler til en stor dansk tv-serie. Kan dog ikke oplyse yderligere pga. tavshedspligt, men det var spændende og udfordrende”

Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Skive?

“De mennesker vi har at gøre med her i huset har en dejlig nem og jysk tilgang til tingene. Her kalder man en spade for en spade, samt tillid er en æressag som man ikke skal bryde.”

Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?

“HJ-biler, Skive”