Onsdag den 21. juni deltog 22 virksomheder og fagfolk i en temadag om biomasse og bæredygtigt byggeri. Eventen blev arrangeret af Business Skive, WE BUILD DENMARK og Food & Bio Cluster Denmark og foregik i Skive.
Dagen bød på oplæg og diskussioner om, hvordan biogene ressourcer som græs, hamp og tagrør kan anvendes til udvikling af nye byggematerialer og værdikæder. Deltagerne fik indblik i både dyrkningspotentialer, byggematerialer og forretnings-modeller.
Blandt talerne var repræsentanter fra WE BUILD DENMARK, Urland, Samsø Kommune, og Teknologisk Institut. Konklusionen fra dagen var klar: Fremtidens byggematerialer bør dyrkes for at fremme den grønne omstilling i byggeindustrien, og der skal nu fokuseres på at skabe konkrete samarbejder og projekter.