Skive-piger fortsætter den ubesejrede stime i lokalopgør

(Foto: P. Seerup)
Profilbillede
dato

Søndag tog Skive fHs U15-piger den korte tur til Søby-Højslev Arena, hvor de mødte Nr. Søby IF i A-rækken.

Inden kampen havde pigerne endnu ikke tabt en kamp i rækken, og det havde de heller ikke i sinde i søndagens opgør. Selvom det var over en måned siden, de sidst havde spillet om point, så formåede de at hente en sejr på 20-21. Fra træner Peter Seerup lyder det:

“Det var godt at komme i gang med kampe igen efter en forholdsvis lang kamppause. Jeg synes, at vi har trænet godt op til kampen, og det kunne man se på banen. Kampene mod Søby bliver altid spændende og meget intense, hvilket også var tilfældet i denne kamp. Jeg synes, at vi har godt styr på kampen hele vejen i gennem, og derfor er det også lidt ærgerligt, at resultatet viser noget andet.”

Seerup understreger også, at man overordnet set spiller en god kamp. Særligt forsvaret gjorde et solidt stykke arbejde:

“Vores 5-1-forsvar fungerede rigtig godt. Alle pigerne havde masser af energi og fik sat nogle hårde og præcise tacklinger, hvilket gjorde, at vores målmænd fik gode arbejdsbetingelser. Angrebsmæssigt spillede vi fornuftigt angrebsspil, hvor vi holdte vores tekniske fejl på et minimum.”

Er der nogle af spillerne, du ønsker at fremhæve ovenpå sejren?

“Jeg vil først og fremmest fremhæve Hanne Pedersen. Hun spillede en rigtig god kamp. Hun er en meget klog spiller, og formår også at spille klogt angrebsspil, som både kommer hende selv og hendes holdkammerater til gode.”

“Jeg synes også, at vores fløjspiller, Josefine Fogh Nielsen, gør et godt stykke arbejde. Hun formår at udnytte hendes spilletid til fulde med 2-3 mål, og en masse gode forsvarsaktioner. Det fortjener et ekstra skulderklap. Generelt var det en rigtig god kamp fra alle pigerne.”

Sidstnævnte Skive fH-spiller, Josefine Fogh Nielsen, glæder sig over sejren, selvom kampen blev unødvendigt spændende.

“Jeg synes, at vi spiller en rigtig god kamp. Vi vidste, at kampene mod Søby altid blive spændende og svære, så vi havde aftalt at være helt klar fra start, og det var vi. Vi mister desværre lidt grebet om kampen i 2. halvleg, hvilket gjorde, at Søby fik lov til at gøre kampen spændende. Men vi kæmpede til det sidste som et hold, og det holdte heldigvis lige akkurat.”

Skive fH skal i kamp igen mod HRH/Oddense søndag den 12. marts. Kampen fløjtes op på Kulturcenter Skive klokken 13:30.

Kampens resultat: 20-21 til Skive fH II
Række: U15 Piger A

Kilde: Træner Peter Seerup, Skive fH 2 - U15 Piger A

Seneste på facebook