Skive fH tæt på comeback efter kritisabel 1. halvleg

Skive fH U15 Piger 1. Division B (Foto: S. Lindorff)
Profilbillede
dato

Skive fHs U15-piger skulle lørdag nordpå for at jagte sejren i 1. divisionsopgøret mod Frederikshavn FI i Drinx Arena.

Træner Steffen Lindorff stod dog tilbage med blandede følelser efter Skive fH tabte kampen med 24-21 nederlag. Han var især ærgerligt over en dårlig første halvleg, hvor ingenting lykkedes, og de gik til pause bagud med 12-6:

“Jeg står tilbage med blandede følelser. Jeg synes, at vi spillede en tæt på skrækkelig første halvleg, hvor ingenting lykkes, og går til pause bagud med 12-6. Ros til Frederikshavn for deres 1. halvleg, hvor de var bedre end os på alle parametre. Samtidig synes jeg, at vi fik kæmpet os tilbage i kampen, og comebacket var tæt på at blive fuldendt, men desværre var marginalerne ikke lige med os.”

“Det er ikke nogen skam at tabe til Frederikshavn, da de er godt hold, som kommer med en masse fysik. Men når det er sagt, så har jeg en tro på, at vi nok skal slå dem, når de kommer til Skive. Det var et lille bump på vejen, men vi kommer efter det,” lyder det fra Lindorff.

Hvad var det, der ikke fungerede for jer i dag?

“Vi var der ikke forsvarsmæssigt i dag, specielt ikke i 1. halvleg. Der er ingen tvivl om, at Frederikshavn kommer med mere fysiske spillere end dem, som vi har. Derfor blev forsvarsspillet også udfordret, da vi hele tiden skulle dække 1½ mand om en.”

“Vi får det løst meget bedre i 2. halvleg, og det er det, som vi skal tage med til næste kamp. Angrebsmæssigt blev spillet i 1. halvleg meget individuelt, og det bliver svært at spille sådan i 50 min.”

Skive fH-spilleren, Karla Lind, giver også sin reaktion på nederlaget:

“Vi havde problemer med vores angrebsspil i første halvleg, da de dækkede rigtig offensivt op. Vi kommer til at stresse for meget, hvilket gjorde, at vi smed nogle bolde væk, og der var de bare skarpe på kontrafasen.”

“Vi formår at rette op på en masse ting efter pausen, og vi lykkes langt bedre med vores angrebsspil i 2. halvleg. Vi begyndte at dække offensivt på dem i 2. halvleg, hvilket gjorde, at de lavede fejl. Vi var rigtig tæt på at ryste dem til allersidst, men det lykkedes desværre ikke.”

Selvom Skive fH ender med at tage hjem uden point, så fremhæver Steffen Lindorff holdets mentalitet og fightervilje i 2. halvleg.

“Jeg vil fremhæve holdets mentalitet og fightervilje i 2. halvleg. Det kan være svært at rejse sig, når man er nede med 6 mål ved pausen, men vi går ind til 2. halvleg som et hold, og kæmper med alt, hvad vi har lært. Vi kæmper til sidste og på intet tidspunkt i 2. halvleg giver vi op.”

På torsdag den 19. januar skal Skive fH møde Aars HK. Kampen fløjtes i gang klokken 18:25 i Idrætscenter Østermarken.

Kampens resultat: 24-21 til Frederikshavn FI
Række: U15 Piger 1. Division B

Kilde: Træner Steffen Lindorff, Skive fH - U15 Piger 1. Division B

Seneste på facebook