Politiet øger tilstedeværelse omkring stutteri

Profilbillede
dato

Midt- og Vestjyllands Politi har øget tilstedeværelsen omkring et stutteri på Viborg-egnen, efter flere episoder mellem stutteriets ansatte og andre borgere. Politiets fagspecialister arbejder fortsat intenst med efterforskningen.

Over de seneste uger har der flere gange været konfrontationer mellem ansatte på et stutteri på Viborg-egnen og andre borgere, der opholder sig i umiddelbar nærhed af stutteriet for at protestere og demonstrere.

”Det er helt uacceptabelt. Vi arbejder nu med flere voldssager samt andre overtrædelser, som relaterer sig til den opmærksomhed, som stutteriet har fået henover sommeren. Der skal være lov og orden, og det sætter vi ekstra ind for at sikre nu”, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark, der er leder af lokalpolitiet Viborg-Skive.

Der vil derfor blandt andet være øget patruljering omkring stutteriet igennem aften og nattetimerne.

”Det er gået for vidt, både når lovlige demonstranter bliver fysisk konfronteret af ansatte på stutteriet under demonstrationer, såvel som det er gået for langt, når borgere uden for stutteriet blokerer vejene for stutteriets ansatte for at inspicere biler, der kører ind og ud af forskellige adresser”, siger Christian Toftemark.

”Vi accepterer ingen af delene. Vi arbejder lige nu på de sager, vi har, og vi kommer også til strafferetligt at forfølge eventuelle yderligere konfrontationer imellem parterne, hvor der er begrundet mistanke om, at der er begået strafbare forhold”, siger vicepolitiinspektøren.

 

Foreløbig status

Stutteriejeren har givet sit samtykke til, at Midt- og Vestjyllands Politi offentligt kan fortælle om resultatet af de indtil videre 6 uanmeldte kontrolbesøg på stutteriets adresser i 2023.

De seks kontrolbesøg politiet har foretaget i samarbejde med Fødevarestyrelsen har medført 4 sigtelser, som indeholder i alt 35 forhold for blandt andet overtrædelser af dyrevældfærdsloven.

Sigtelserne har ikke karakter af vanrøgt eller mishandling. Derfor har de heller ikke en karakter, hvor sanktioner som fjernelse af hestene eller indsættelse af forvalter kunne komme på tale.

Stutteriet har foreløbigt efterkommet de pålæg, som er givet. Herunder er for tynde heste som pålagt kommet i behandling.

”Vi oplever et stort behov for åbenhed fra borgernes side i denne sag, men vi kan som offentlig myndighed ikke bidrage til, at en borger sættes i en offentlig gabestok. Vi vil derfor appellere til, at man respekterer, at myndighederne arbejder med sagen og ikke eskalerer denne konflikt yderligere”, siger vicepolitiinspektør Christian Toftemark.

Dyrevelfærdssagen fortsætter

Midt- og Vestjyllands Politi har på ingen måde afsluttet efterforskningen. Der er fortsat anmeldelser og henvendelser fra borgere, som bliver efterforsket aktivt af fagspecialister i Særlovscenteret.

”I alle sager er politiet afhængige af henvendelser fra borgerne, og derfor er vi også altid glade for de anmeldelser, vi får”, siger Christian Toftemark og fortsætter.

”I denne sag er der en del anmeldelser, som relaterer sig til forhold af en ældre dato, og det er alt andet lige sværere, og det tager længere tid at dokumentere forhold, som måske er foregået for flere måneder siden.”

”Så når vi takker borgerne for de mange henvendelser, vi har fået, skylder vi måske også at sige, at er der nogen, som sidder inde med konkret og aktuel viden, eller for eksempel billeder som de, der allerede er offentliggjort i denne sag, så tag kontakt til politiet. Sagen bliver sværere at opklare, når de mulige beviser bliver lagt offentligt frem på Facebook, inden myndighederne får mulighed for at handle på dem”, siger Christian Toftemark.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook