Han har altid imponerende seertal i TV’s primetime – og når han kommer til KulturCenter Skive, kommer landets største og mest folkekære TV-personlighed ikke alene.
Han kommer denne gang som en del af Michèle Bellaiches talkshow – og det kan man godt glæde sig til.
Der er lagt op til en hudløs ærlig samtale, hvor publikum vil komme helt tæt på mennesket Peter Ingemann, når han og Michèle Bellaiche taler om alt fra hans store og omfattende TV-karriere til hans barske opvækst.
Størstedelen af befolkningen kender Peter Ingemann som det sympatiske, charmerende og rolige gemyt fra TV, men han har faktisk en baggrund, der er alt andet end det.
Det er tidligere blevet fortalt i hans meget personlige, selvbiografiske bøger ”Ingemanns land – Et familiedrama” og ”Elsk afgrunden”, der begge tager et nødvendigt opgør med familie og fortid.
Men aftenen skal skam ikke kun være alvorlig, for selv om opvæksten har været barsk, så er der ingen tvivl om, at Peter Ingemann også vil krydre aftenen med hylende morsomme historier og anekdoter.
Yderligere information:
Tid: Torsdag den 3. februar 2022 kl. 20.00-22.00
Sted: KulturCenter Skive
Skyttevej 12, 7800 Skive
Billetter kan købes her.