To udenlandske personer idømt fængsel og udvisning for en række butikstyverier i Jylland.
En 40-årig mand og en 28-årig kvinde er ved retten i Viborg blevet idømt en straksdom på 4 måneders ubetinget fængsel samt udvisning af landet med indrejseforbud i seks år i en sag om omfattende butikstyverier.Under et grundlovsforhør torsdag den 19. februar erkendte de to udenlandsske statsborgere sig skyldige i sigtelsen, som lød på butikstyverier fra butikker i en række jyske byer. De blev begge efterfølgende idømt en straksdom for at stjæle plejeprodukter og kosmetik til en samlet værdi ikke under 155.000 kroner.
"Vi er godt tilfredse med det hurtige resultat af et godt samarbejde i den her sag. Det er ikke småting, det er lykkes de dømte at slippe af sted med. Vi har sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi fundet en større mængde koster efter ransagning af de dømtes bil og deres tilholdssted i Esbjerg, og vi måtte anvende 15 flyttekasser til opbevaring efter optælling af kosterne", siger leder af den mobile tyverigruppe ved Midt- og Vestjyllands Politi politikommissær, Kresten Lund Breinhild.
De to sigtede blev anholdt i Herning klokken 17.15 den 18. februar af efterforskere fra Midt- og Vestjyllands Politis mobile tyverigruppe efter en kortvarig efterforskning i samarbejde med specialenheden Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Begge enheder arbejder netop med bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.
De to personer er dømt for i alt syv forskellige forhold begået i Varde, Skive, Herning, Skjern, Blåvand og Esbjerg. De modtog begge dommen og blev fængslet efter retsmødet.