Håndbold-EM i Ungarn er for døren, og de danske håndboldherrer skal igen i aktion. I Skive fH ser man frem til slutrunden med stor medaljeoptimisme og en forhåbning om lidt intern lir i form af TV2's Managerspil.
Der er store forventninger til de danske håndboldherrer til EM-slutrunden i Ungarn & Slovakiet, og mange eksperter spår guldmedaljer til Danmark. En slutrunde er garant for at samle den danske befolkning og i Skive fH forventer, træner for 2. divisions-Herrer, Steffen Carstens at EM-feberen vil bidrage med godt humør og hype:
"En slutrunde betyder altid noget. Der er en jo en masse snak og hype omkring det hele. Der er jo ingen tvivl om, at alle følger og kigger på Danmark. Det gør vi naturligvis også. Men der er så mange dygtige håndboldspillere, at det altid er fedt at sidde kigge på og så lige kort snakke om, når vi møder ind til træning."
Ved tidligere slutrunder har Skive fH afholdt storskræmsarrangementer, men som ved så mange andre, så bliver det ikke til noget:
"Vi har ved tidligere slutrunder lavet storskærmsarrangement, men det gør vi ikke i år pga. Covid-19. Men de der har lyst deltager i Managerspillet fra TV2, og så har vi lidt intern lir der."
En slutrunde i håndbold er, med god grund, ikke uden store danske forventninger til Nikolaj Jacobsens-tropper, og Steffen Carstens spår, at der er en stor dansk slutrunde i vente, og han har store forventninger til danskerne:
"Danmark er storfavorit til at vinde titlen. Hvis det bliver til mindre end det, bliver det nok betegnet som en skuffelse. Der er flere af de andre topnationer der har spillere ude enten pga. skader eller pga. Covid-19, hvor Danmarks trup er intakt. Desuden udspillede de Norge i testkampen."
Men Steffen Carstens har også en fidus til værtsnationen:
"Personligt har jeg en lille fidus til Ungarn, som spiller på hjemmebane – og med fyldte haller bliver de en farlig outsider tror jeg. De kan på en god dag sagtens drille Danmark."