I det seneste års tid har Frivilligcenter Skive hørt fra flere foreninger, at det har været udfordrende at rekruttere frivillige. Derfor inviteres lokale foreninger og aktører nu til et kursus, der stiller skarpt på spørgsmål som: hvad stiller man op, når man mangler frivillige, og ikke kan skaffe de rette frivillige til opgaverne? Og hvad gør man for at værne godt om de frivillige, man allerede har?
Efter et par år med nedlukninger af foreningslivet oplever mange, at det ikke er blevet nemmere at tiltrække og fastholde de gode og vigtige frivillige kræfter. Det betyder, at det ofte er nogle få ildsjæle der ender med at trække et alt for stort et læs. Derfor inviteres lokale foreninger og aktører til et gratis aftenkursus i rekruttering og fastholdelse af frivillige: Få nye frivillige, som bliver i foreningen.
Kurset faciliteres af Center for Frivilligt Socialt Arbejde, som er et nationalt videnscenter, der har til formål at styrke og udvikle det frivillige sociale arbejde i Danmark, bl.a. ved at tilbyde kompetenceudvikling til frivillige og ansatte i foreninger og andre organisationer.
Underviseren på kurset ’Få nye frivillige, som bliver i foreningen’ hedder Julie Stockmarr. Julie har omfattende analytisk og praktisk viden om frivillighed og civilsamfundsindsatser.
Mange mener, at der er tegn på, at det frivillige engagement forandrer sig i disse år. Imidlertid er det Center for Frivilligt Socialt Arbejdes erfaring, at en del af rekrutteringsudfordringen skyldes, at mange foreninger ikke får lagt en solid plan eller strategi for deres rekrutteringsindsats, som tager højde for fx den aktuelle situation, de frivilliges motivation og det der driver deres engagement. Resultatet bliver derefter – rekrutteringsarbejdet bliver spild af tid, for de rette frivillige kommer ikke, og dem der kommer, matcher hverken foreningen, frivilliggruppen eller de opgaver, foreningen skal have løst.
Det kan Lene Stokholm Jensen, leder af Frivilligcenter Skive, nikke genkendende til.
”Her i månederne efter, at krigen i Ukraine brød ud, så vi hvordan de frivillige kræfter i Skive Kommune meldte sig og løftede en kolossal indsats for at hjælpe de mennesker, der kom hertil med deres børn ved hånden og to kufferter.” fortæller Lene Stokholm Jensen. ”Det var selvfølgelig en helt særlig situation, som vi der stod i. Men det viser alligevel, at rigtig mange faktisk gerne stiller op og hjælper medmennesker, der i en periode brug for en hånd”, fortsætter hun.
”Derfor er jeg rigtig glad for, at vi kan tilbyde dette kursus, så vi kan blive klogere på, hvordan vi får nye frivillige, og hvordan vi kan passe godt på alle de frivillige vi har.”
På kurset får deltagerne grundlæggende viden, fif og værktøjer, der hjælper med at mobilisere og skaffe nye frivillige, lægge en god plan for rekrutteringsarbejdet og gøre modtagelsen af nye frivillige til en succes – både for den frivillige og for foreningen.
Kurset er for alle frivillige og ansatte i frivillige initiativer, foreninger og organisationer, som udfører frivilligt socialt arbejde.
Kurset foregår mandag den 14. november klokken 17.00 – 20.00 i Frivilligcenter Skive på banegården, Søndergade 16C i Skive. Kurset er gratis, og der vil være en sandwich eller lignende. Tilmelding senest den 31. oktober på Frivilligcentrets hjemmeside: https://www.frivilligcenterskive.dk/ eller på telefon 22 10 21 48.