Det er som at trykke på en knap uden afbryder, når man beder indehaver af Frokostbussen, 49-årige Tove Lundin, fortælle om sin forretning og sine medarbejdere.
Passionen og begejstringen lyser langt væk, og Tove er meget taknemmelig for den chance, hun fik for et par år siden.
De fleste mennesker må tage til takke med en daggammel sandwich fra tanken eller en Yankiebar, når de har glemt deres madpakke.
Sådan er det ikke i Skive, her ringer man bare til Frokostbussen og får en madpakke leveret uden andre omkostninger end selve indholdet i madpakken.
Foto: Privat // Tove & Unni hygger sig i køkkenet
”Vi har den filosofi, at ingen ordre er for lille,” siger Tove Lundin.
”Når vi alligevel kører rundt til de mange virksomheder i Skive og omegn med mad til deres frokostordninger, spiller en lille omvej ingen rolle”.
Tove kommer oprindeligt fra Kolding. Som det så ofte sker, når en ægtefælle får nyt arbejde, flyttede hele familien for en halv snes år siden til Skive, da hendes mand fik arbejde her.
Hendes to piger var dengang teenagere, og de er faldet så godt til, at de ikke kunne tænke sig at bo andre steder end i Skive.
”Sikke et held,” siger Tove med smil i stemmen.
”For nu kan jeg nemlig heller ikke forestille mig at skulle noget som helst andet end at drive Frokostbussen fra Vestergade i Skive”.
Som uddannet delikatesseassistent fik Tove sit drømmejob hos Lene Vinther, der dengang for en halv snes år siden drev Vinde Forsamlingshus og Frokostbussen.
Da Lene i 2019 besluttede sig for at sælge, var Tove egentlig indstillet på, at hun så måtte ud og finde andet arbejde.
Foto: Privat // Louise i køkkenet
Tilfældet og hendes mand ville det anderledes. ”Hvorfor overtager du ikke bussen?,” spurgte hendes mand. Og sådan blev det.
I dag har Frokostbussen og Toves otte ansatte fast base i lokalerne på Vestergade, hvor bussen udgår fra hver dag.
Som så mange andre blev Tove og Frokostbussen berørt af coronanedlukningen.
”Lige i den periode var jeg dybt taknemmelig for, at det meste af personalet fulgte med, da jeg overtog virksomheden,” fortæller Tove.
”De to fuldtidsansatte medarbejdere foreslog selv, at de kom på arbejde, når der var behov, og blev hjemme, når der ingenting var at lave. Det bedste af det hele var naturligvis, at de også selv foreslog, at de kun fik løn, når de var der”.
I det hele taget har Tove kun rosende og anerkendende ord til overs for sit personale.
”Alle er glade for at være her, og de er lige så passionerede omkring virksomheden, som jeg selv er,” siger Tove.
”Er der noget, der skal ændres eller indføres, sætter vi os alle sammen omkring bordet og snakker om tingene, og så tager vi beslutningen i fællesskab”.
Tove er sig også sit sociale ansvar som arbejdsgiver bevidst. Hun har tre ansat i flexjob og en i skånejob, hvoraf den ene i flexjob selvstændigt driver kantinen på Social- og Sundhedsskolen i Skive, som Frokostbussen bestyrer.
Når man hører, hvad Frokostbussen tilbyder, leder det tankerne hen på udtryk som ”rullende kogekone” eller ”eventbureau”.
De klarer nemlig ALT i forbindelse med afholdelsen af en fest, lige fra levering af bestik og servietter til anretning af en overdådig menu.
Det allerbedste er næsten, at de også tager opvasken med sig og gør rent i lokalerne efterfølgende. Det eneste, festens vært selv skal sørge for, er at leje lokalet.
Som Tove siger: ”Det eneste, værtsparret behøver bekymre sig om, er at dukke op i deres festtøj”.
Den største andel af kunder udgør de lokale virksomheder. Her leverer Frokostbussen hver dag spændende buffetanretninger af varierende størrelse.
Deres motto er, er intet er for stort, og intet er for småt. Samtidig er der stor fokus på råvarerne, der så vidt muligt er fra lokale leverandører og naturligvis altid af højeste kvalitet.
Foto: Privat // Unni, Soad & Tove
Og det er næsten unødvendigt at sige, at alt er hjemmelavet fra bunden.
Sidste skud på stammen er afhentning af frokostretter og hverdagsmad, der blev muligt med indflytningen i lokalerne i Vestergade.
Hverdagsmad er Toves bidrag til den travle familie, eller bare dem, der gerne vil have hjemmelavet mad som take-away.
Her leverer hun fra fire kuverter, og helst med bestilling senest aftenen før. Hun bemærker dog, at man også godt kan ringe samme dag.
“Det kan jo smutte med planlægningen,” som hun siger.
“Så finder vi nok en ekstra levering i dagens ret”.
Der er altid højt humør og god stemning i butikken. I det hele taget gør Tove meget ud af at skabe en atmosfære, som gør det sjovt og hyggeligt at komme på arbejde.
Foto: Privat // Unni & Soad planlægger menuen
”Vi er som én stor familie, der passer på hinanden. Hvis jeg for eksempel har lovet en af mine piger at hjælpe dem med noget, men bliver forhindret i sidste øjeblik, så træder en af mine medarbejdere da bare til”.
Et andet bevis på, at Tove er ét med sine medarbejdere, er at hun og en af de ansatte, Unni, går under navnene ”Gøg og Gokke”.
Hvis du føler dig fristet til at afprøve et af Toves koncepter, så er der et mangfoldigt udvalg på hjemmesiden www.frokostbussen.dk.