Flere kandidater til kommunalvalget fik sig en overraskelse, da de så deres valgplakater i byens gader:
Pludselig var der tilføjet en ny tekst i bunden af plakaten: “...Eller stem på en yngre kandidat. Stem nummer 2 eller 3 på Venstres liste.”
Det er Venstres Ungdom (VU), der har været rundt omkring i Skive og påklistret sedlerne med “forslaget”.
“Det var en fejl fra vores opsætningsteam, og det har vi selvfølgelig rettet.” Det siger Matthias Landeværn Nielsen, kandidat til kommunalbestyrelsen for Venstre til TV Midtvest.
I en video på Facebook kan man se flere plakater fra andre partier, hvor den omtalte tekst dækker en portion af plakaten. Videoen er delt af Matthias Landeværn Nielsen på Facebook og sidenhen blevet fjernet igen.
Erik B. Mortensen, som er spidskandidat for Nye Borgerlige, er bestemt ikke glad for at få ændret på sin valgplakat:
“Jeg synes, det er uanstændigt. Venstre her i kommunen har givet udtryk for, at der skal være ordentlighed i valgkampen, og så gør de lige præcis det modsatte. Det er under alt kritik.” Det udtaler Erik B. Mortensen til TV Midtvest.
Nu er tekstbidderne fjernet fra plakaterne, og Matthias Landeværn Nielsen beklager hændelsen.