Indehaverne af Hår Kompagniet, Anette Holm Nielsen og Jette Madsen, kan om nogen bekræfte, at en barselsorlov kan bruges til andet og mere end at passe børn. Det var nemlig i den periode, de tog store beslutninger om deres fremtidige arbejdsliv.
Indtil for 16 år siden var 44-årige Anette Holm Nielsen og 43-årige Jette Madsen ansat som frisører i forskellige saloner i Skive. På daværende tidspunkt havde de overhovedet ingen planer om, at dette skulle være anderledes, men så gik de på barselsorlov på samme tid.
Foto: Den ene af de to indehavere, Anette Holm Nielsen
”Under orloven havde vi jævnlig kontakt med hinanden,” fortæller Anette. ”Det gik op for os undervejs, at vi svingede rigtig godt sammen på mange områder -også privat. Langsomt modnedes tanken om at starte selvstændig salon sammen. I starten opfattede vi det vist begge to som en lidt skør idé, der ikke var særlig gennemtænkt, men alligevel begyndte vi at kigge på lokaler”.
Fra tanke til handling var der ikke langt, og de fandt hurtigt egnede lokaler i Torvegade i Skive. Begge deres mænd var med på ideen, og eftersom de begge to er håndværkere, kunne Anette og Jette få hjælp af ægtefællerne til at indrette salonen helt efter deres eget hoved. Den ”skøre idé” mundede dermed ud i, at de den 1. februar 2006 åbnede Hår Kompagniet og bød de første kunder velkommen.
Forskellighed er en styrke
De to indehavere er efter eget udsagn ”megaforskellige” personligheder. Heldigvis anser de det som en stor styrke, og det har været berigende at arbejde så tæt sammen i alle årene.
”Vi er nærmest som et gammelt ægtepar, der ved, hvad den anden tænker,” siger Jette, ”og naturligvis har vi forskellige holdninger til nogle ting, men vi ender altid med at finde løsninger i god fordragelighed”.
Rent praktisk er det Jette, der står for salonens regnskab, mens Anette har mere øje for de æstetiske og indretningsmæssige forhold. ”Jeg pynter gerne vinduerne en ekstra gang, hvis jeg så må slippe for regnskabet,” siger Anette med et glimt i øjet.
Én ting har de dog været helt enige om gennem alle årene: Kunderne kan være sikre på at få en ærlig vurdering, hvis de har specielle ønsker til deres hår.
”Vi gør simpelthen ikke noget, som vi ikke kan stå inde for,” siger de samstemmende. ”Hår Kompagniet vil gerne være kendt for disse tre værdier: Ærlighed, trofasthed, pålidelighed”.
For tiden de to indehavere eneste medarbejdere i salonen. De har gennem tiden udlært 3 elever, men det har de fravalgt lige nu.
”Vi har rigeligt at lave,” siger Anette. ”Ikke mindst fordi vi har gode stamkunder, hvoraf nogle har været med lige fra starten. Enkelte er endda flyttet fra byen, men de kommer fortsat hjem til Skive for at få ordnet hår”.
Nye planer for fremtiden
For et par år siden flyttede Hår Kompagniet i nye lokaler på Østertorv. Når man står uden for bygningen og kigger på facaden, fristes man til at sige, at det er byens mest herskabelige salon. Den flotte bygning med de store vinduer kombineret med en god beliggenhed virker tiltrækkende på kunderne. Desuden er der masser af plads inde i salonen, som endda rummer mere plads, end Anette og Jette selv kan bruge.
Foto: Salonens herskabelige facade
”Vi har to ekstra lokaler, som vi har planer om at udleje til en behandler, der passer ind i vores niche. Det kunne være en kosmetolog, negletekniker, massør eller noget helt fjerde, så længe det går hånd i hånd med vores egne behandlinger,” fortæller Jette. ”Der er rigeligt plads i vores venteområde til, at vi kan deles om det”.
Annoncering efter lejere har været sat på hold under coronaen, men nu er Anette og Jette klar til at finde nogen af dele lokaler med.
Der er ingen undskyldning for ikke at kigge ind til Hår Kompagniet, der har mange behandlinger at vælge imellem for både små og store. Se det store udvalg på http://www.haarkompagniet.dk/, hvor du også kan bestille tid online.