Vita elsker livet på biblioteket: Her er det forbudt at sige ”schyyy”

Foto: Skive Kommune . Bibliotekschef på Skive Bibliotek, Vita Debels.
Profilbillede
dato

Hvor meget skal et bibliotek egentlig tilbyde? Ret meget, hvis det står til Skive Kommunes bibliotekschef, Vita Debel. Biblioteket er så meget mere end udlån af materialer, og det skal være et sted, der kan hjælpe med alt lige fra at fremme den demokratiske debat og dialog til et sted, hvor mindretal kan møde ligesindede.

"Altså, der skal virkelig meget til for at biblioteket siger nej."

Ordene er Vita Debels. Tidligere på sommeren blev hun ansat i stillingen som bibliotekschef, og ifølge hende er en af bibliotekets fremmeste opgaver at være med.

Være med i aktiviteter. Være med i partnerskaber. Være med, hvor det sker, og med på beatet. Være med til at tage i hånden og til at provokere. Biblioteket skal være med til at spotte vigtige tendenser i samfundet, og med til at sikre, at alle føler, der er noget at komme efter på biblioteket.

Så når nogen kontakter biblioteket og spørger, om de vil være med i et partnerskab på den ene eller anden måde, så lyder der som oftest et ja.  

"Jeg elsker mit arbejde. Sådan en dag hvor der har været fuld knald på og fyldt med mennesker og liv. En dag hvor nogen spørger, om man vil være med i noget. Alle dage er gode dage på arbejde," fortæller Vita Debel.

Et særligt sted – for alle

Det skal helst være lidt af en oplevelse at træde ind ad bibliotekets døre. Uanset hvem du er, skulle der gerne være noget, der fanger dit blik:

"Man skal føle sig godt tilpas, ligegyldig hvem man er. Egentlig er vores målgruppe alle borgere, men det er jo lidt en utopi at leve op til, fordi vi alle sammen er så forskellige. Men vi kan prøve," siger Vita Debel.

Vita Debel skal som bibliotekets leder være med til at holde gang i den spændende udvikling, som Skive Bibliotek har været inde i de seneste år. Endeløse rækker af bøger er afløst af et sted med plads til ånd, udfoldelse, kreativitet og fordybelse mellem mange farvestrålende bogforsider, kunst og hyggekroge.

"Jeg plejer altid at sige, at her er det forbudt at sige schyyy, siger Vita Debel med et smil og tilføjer:

"Men det betyder jo ikke, at der ikke også skal være plads til stille fordybelse på biblioteket, og det er så det, vi har forsøgt at indrette os ud af. Nogle steder skal appellere til stilhed, andre appellerer til fis og ballade og andre igen til fordybelse. Der er plads til det hele på biblioteket."

Rum giver retning

På biblioteket i Skive har man fået hjælp af en indretningsarkitekt til netop at skabe de forskellige rum. Farver, møbler, interiør, dekoration og måden materialerne er præsenteret på, er alt sammen med til at signalere til brugerne, hvad rummene skal bruges til.

Der har også været arbejdet med synlighed. Målet er at vise så mange af bøgernes forsider som muligt frem – lidt ligesom på Netflix, hvor brugerne også præsenteres for et væld af forsider.

Rundt om på biblioteket står bibliotekarerne så for opsætte indbydende tableauer med bøger som man ser dem hos boghandlerne. Udstillingerne kan være tematiserede, så man kan blive klogere på ”de 10 bedste højtlæsningsbøger” eller ”de 10 bedste ungdomsbøger lige nu” eller hvad der nu lige er fokus på.

Et mangfoldigt tilbud

Processen med at forny biblioteksrummet har stået på de seneste to år, og det er ikke kun udadtil, at Skive Biblioteks har gang i en fornyelsesproces. Indadtil er der gang i en organisationsændring, og en anden af Vita Debels opgaver har været at ansætte en souschef. Den 1. september tiltrådte Niels Terkildsen, og det er en klar styrkelse, mener hun.

En mangfoldig skare af ansatte med forskellige faglige og personlige kompetencer, er nemlig meget vigtig for, at gæsterne oplever et mangfoldigt tilbud.

"Vi skal fungere godt indadtil for at fungere godt i dette udadvendte arbejde, som det her jo er. Jeg vil gerne, at vi hele tiden bliver skarpere i de tilbud vi har, og det er medarbejdernes fortjeneste," fortæller Vita Debel.

Sæt i gang!

Nå jo – så var der det med alle aktiviteterne. Folkeoplysning kan tolkes bredt, og det gør de så på Skive Bibliotek. Du kan få en lille idé om spændvidden i tilbuddene i faktaboksen her på siden.

Fælles for de fleste af tingene, der bliver sat i gang er, at biblioteket har en rolle som både igangsætter og facilitator. Nogen får en idé og bibliotekets personale står dem bi i en periode indtil tingene gerne skulle stå på egne ben ved frivilliges hjælp.

Og selvom der er gang i meget, er det ikke fordi, Vita Debel og resten af personalet ikke går og drømmer. For eksempel kunne hun godt tænke sig at slå et slag for mental sundhedsfremme via kunst og litteratur.

På andre biblioteker har man nemlig haft held med læsegrupper for borgere med mentale udfordringer, og borgerne fik det faktisk bedre. Altså en slags kultur på recept. Et andet tiltag kunne være et øget fokus på den gode, konstruktive dialog, som mange måske oplever som lidt en sjældenhed på sociale medier.

"Som bibliotek skal vi omstille os til det omkringliggende samfund, og være dygtige til at fange og dykke ned i dagsordner både lokalt og nationalt. Hurtig omstilling er noget af det, der giver os berettigelse som folkebibliotek. At være det der kit og det der ekstra i samfundet i forhold til oplysning og formidling. Det, vi ikke skal være, er et stationært boglager, for informationer kan man få på så mange måder," siger Vita Debel.  

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook