Vægmaleri på Lem Plejecenter er ”bedre end TV”

Foto: Ditte Haaning. Væggen i spisestuen på Lem Plejecenter er ved at blive flot dekoreret af billedkunstner Kiss Jönsson, mens et par beboere kigger med.
Profilbillede
dato

Borgerne på Lem Plejecenter har fået et helt nyt og meget særligt maleri i deres spisestue. De har fået et unikt vægmaleri, hvor et stort træ med dyr omkring sig strækker sine grene ud langs væggene – og det er noget borgerne kan lide, siger de.

I fire dage har flere af beboerne på Lem Plejecenter haft fast plads foran en af væggene i spisestuen. Ikke for at komme først til frokosten, men for at følge med i skabelsen af plejecenterets nye store vægmaleri, som de har fået doneret af Vennekredsen til Lem Plejecenter.

Nogle borgere har siddet der i flere timer ad gangen, mens andre er kommet forbi løbende for at følge med.

"Borgerne har virkelig fået meget ud af at kunne følge med i tilblivelsen af maleriet," fortæller Anette Sørensen, der er områdeleder på Lem Plejecenter, da hun bliver afbrudt af en borger, som grinende siger: "det er bedre end TV!"

Maleriet vækker minder

Der er kunstner Kiss Jönsson, der har lavet vægmaleriet efter bestilling fra Vennekredsen til Lem Plejecenter. Hun har også bemærket, at der har været stor interesse for maleriet.

"De har siddet dagligt og fulgt med i det. Det har kastet mange gode snakke af sig, og også nogle sjove historier fra deres liv. Én har f.eks. selv malket køer, da han var ung, så da jeg begyndte at male kvæg på væggen, vækkede det minder."

"De har simpelthen været så søde og rare, og der er en virkelig god stemning her," fortæller Kiss Jönsson.


Foto: Ditte Haaning

Som at være ude i virkeligheden

Mens Kiss Jönsson lægger sidste pensel på en fuglerede, der ligger ovenpå servietdispenseren på væggen, kigger Aksel Pedersen med fra sin stol. Han bor på plejecenteret og er én af de borgere, der har brugt mest tid foran maleriet de seneste fire dage.

"Det er flot lavet. Det er jo som at være ude i virkeligheden selv. Da jeg var barn, var der masser af egern, som sprang fra træ til træ," siger Aksel Pedersen, mens han kigger på de små egern, der stikker hovederne ud af træstammen på maleriet.

Færdiggørelsen af maleriet bliver fejret d. 2. november 2022 for beboere, pårørende og Vennekredsen.

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook