Ulrich Haversen – Folkekær leder af Ny Skivehus

Ulrich Haversen // Leder af Ny Skivehus
Profilbillede
dato

Ulrich Haversen driver aktivitetscenteret Ny Skivehus. Et center drevet af ham, hans to kolleger og over 70 frivillige. Her kommer der ugentligt over 1100 seniorer til alverdens aktiviteter.

Skive har mange forskellige foreninger, men én skiller sig særligt ud. Aktivitetscenteret Ny Skivehus er en forening, der har omkring 1100 medlemmer. Nogle går i læsegruppe, andre til badminton, dansefitness, foredrag, gymnastik, yoga, vandring eller en af de mange andre aktiviteter, som centeret tilbyder.

Om aftenen og i weekends summer huset af liv fra mere end 40 foreninger, som også er medlem og bruger huset til møder eller arrangementer.

Alt sammen foregår på Ny Skivehus, og fælles for de fleste medlemmer er, at de er seniorer.

Lederen af dette center er en mand på 55 ved navn Ulrich Haversen. Han har haft stillingen siden 2015. Ulrich omtales af folk som en fantastisk centerleder, som altid byder folk velkommen med godt humør. Udover at være leder af Aktivitetscenteret, så er han gift og far til to, og så bor han ikke længere end ti minutters gang fra centeret.

Automekaniker, IT-supporter og projektledelse
Ulrich har ikke altid arbejdet med mennesker på den måde, som han gør i dag. I 1988 blev han udlært som automatikmekaniker, hvorefter han fik et job hos elektronikvirksomheden Bang & Olufsen i Struer. Efter små 10 år fik Ulrich job på samme virksomhed som IT-supporter. Ulrich var ikke uddannet indenfor faget.

”Jeg havde ikke noget papir inden for IT, men jeg uddannede mig, mens jeg var der,” fortæller Ulrich.

Stillingen som IT-supporter udviklede sig gennem årene. Til sidst i hans tid hos B&O sad han i en projektstyregruppe for det administrative IT på B&O

”Jeg arbejdede meget med projektledelse, hvis vi skulle have en ny office pakke, så skulle man have alle interessenterne med ind over, da man skulle installere det på 3500 pc'er verden over.”

Centerleder
26 og et halvt år blev det til hos B&O.

I 2015 læste han stillingsopslaget som centerleder for Ny Skivehus.

”Det er et meget anderledes arbejde, da arbejdet på Ny Skivehus er meget med planlægning, koordinering og menneskekontakt, hvor arbejdet på B&O var en del kontor og teknik,” fortæller Ulrich.


Foto: Privat // Ulrich Haversen

Men fælles for den nye stilling og arbejdet på B&O er, at der er en del organisering og planlægning, og det kunne være spændende at arbejde med i nye rammer, og det er en beslutning, han er glad for, at han har taget.

”Det, der gør det til et dejligt sted og en god arbejdsplads, det er helt klart menneskene og al aktiviteten, samt den tilfredsstillelse og varme der er ved, at sætte en masse ting i gang.”

Aktivitetscenteret giver glæde
”Jeg er sikker på, at når man kommer her, og man har noget sammen, så bidrager det til glæde og tilfredsstillelse. Noget af det vigtigste for et menneske er at have noget at glæde sig til. Fælles for alle brugere her i huset er, at de har et fællesskab, noget at være sammen om og nogen at være sammen med,” fortæller Ulrich.

Men det er ikke kun brugerne af aktivitetscenteret, der får stor glæde af at være der. Ulrich lægger selv meget vægt på, at alle de indtryk han får, og mødet med mennesker i dagligdagen bidrager til hans egen udvikling og glæde.

Ligesom centerets gæster kan tage hjem til deres partner og fortælle, at de har været til bridge eller foredrag, så vender han hjem til sin kone med et stort smil og fortæller om hans dag.

Historien betyder noget
Ny Skivehus har en meget lang historie bag sig. Historien er noget, som betyder meget for Ny Skivehus.

Bygningen har været brugt til meget gennem tiden. Peder Odgaard var blandt andet gårdejer på stedet.

I 1866 blev huset opført som ny hovedbygning til den gamle herregård "Skivehus", der lå på Østerbro i Skive, nu Hotel Skivehus.

Efter udstykning og bebyggelse af landbrugsarealerne brugte Salling Landboforening bygningen til kontorer, derefter var der i en årrække omsorgscenter for Skive Kommune i bygningen.

I 1986 fik den selvejende institution "Samrådet for Aktivitetscentret Ny Skivehus" huset overdraget med det formål at fremme aktiviteter rettet mod ældre og handicappede i Skive Kommune.

Kommunen byggede en særskilt bygning et andet sted i Skive til at varetage funktionen, og så stod bygningen, som vi i dag kender som Ny Skivehus, egentlig bare og faldt hen, indtil en flok friske pensionister gik til kommunen og sagde ”Må vi få et sted, hvor vi kan spille kort og hygge.”


Foto: Privat // Aktivitetscentret Ny Skivehus

De fik bygningen, som i dag er Ny Skivehus, på den betingelse, at huset blev drevet af frivillig arbejdskraft på alle aktiviteter.

”Den historie er det fundament, vi har, og det er det, vi bygger på,” fortæller Ulrich.

Efter overdragelsen er huset stille og roligt blevet bygget op til det, det er i dag; Skive og omegnens største og mest besøgte sted, som ifølge Ulrich ikke findes lignende andre steder.

”Man skal lede længe, for at finde et sted, hvor der bare tilnærmelsesvis er så meget liv og så mange besøgende hver dag, uge efter uge, år efter år.”

Læs mere om aktiviteter og stedet på www.nyskivehus.dk og skulle du falde over en aktivitet, som passer lige til dig, så er du meget velkommen til at ringe eller komme forbi på Odgaardsvej 15A.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook