En nyskabende form for ventilation skabte begejstring hos tyske gæster, som netop har besøgt Ørslevkloster Skole for at nærstudere den danske ventilationsløsning
I sidste uge var der fint besøg fra Tyskland. Det var tre herrer fra Ventilationsfirmaet Aerex, som var interesseret i at se på en nyskabende form for ventilation af klasselokaler, som vi har fået etableret på Ørslevkloster Skole
Det skete ved en renovering i 2020 af to af skolens klasseværelser, som blev helt forvandlet med nye akustiklofter, ny belysning og mekanisk ventilation.
Ventilationen kommer fra to kanaler i hver sin ende af klasselokalerne, som er skjult over loftet. De to kanaler skifter i mellem at blæse frisk luft ind i lokalet og suge den brugte indeluft ud.
Ved udsugning gemmes noget af energien i en massiv kerne i kanalen, og energien frigives efterfølgende, når kanalen skifter til indblæsning. På den måde genvindes omkring 80 % af varmen i udsugningsluften.
Solgt til Tyskland
Systemet er udviklet og leveret af firmaet InVentilate fra Ikast, og de er netop blevet solgt til det tyske firma Maico Group, hvor Aerex hører under.
Derfor var de tre herrer Andreas Müller, André Wagner og Andreas Lunkewitz i Danmark i to dage, for at se hvad de har fået for pengene.
De tre var meget imponeret af løsningen på Ørslevkloster Skole, som, de mener, er så unik, at de overvejer at lave det som et koncept i Tyskland til tyske skoler.
Man skal dog ikke underkende deres grundighed. De tyske gæster tog ikke et ord eller flotte 3D-visualiseringer for gode varer, så de havde selvfølgedig en røgkanon med fra Tyskland for teste systemet på Ørslevkloster Skole, og efter tre positive test var de meget imponeret over, hvordan luften flyttede sig i lokalet.
https://skive.dk/nyheder/temu-drift-anlaeg/tysk-begejstring-over-oerslevkloster-skole/