Trods Rigsrettens dom er Støjberg velkommen i DF i Skive

Profilbillede
dato

En ubetinget dom i Rigsretten for ulovlig adskillelse af asylpar kølner ikke DF i Skive: Inger Støjberg bydes velkommen i kredsen. 

Det siger Preben Andersen, byrådsmedlem for DF i Skive Kommune. 

“Kommer hun og melder sig ind i partiet og siger, at hun er parat til en toppost, så skal hun for mit vedkommende være velkommen”, siger han til TV Midtvest. 

Preben Andersen mener, at dommen er meget hård, og han er overrasket over, at Støjberg i det hele taget er dømt.

“Det hun har gjort, er at prøve at adskille børn under 18 år, og det har hun så fået en dom for. Det synes jeg er lidt besynderligt. Jeg synes, hun skulle have været frikendt”, siger han. 

Hvis Inger Støjberg dømmes uværdig af Folketinget, som skal stemme tirsdag om dette, er det ingen hindring for Støjbergs medlemskab af DF: 

“Der er selvfølgelig ikke noget, der hedder en lille kriminel og en stor kriminel. Hvis man har begået en forbrydelse, så er man kriminel. Men vi dømmer ikke folk bagefter. Når man har udstået sin straf, så er man færdig med det, og jeg tænker i lighed med Morten Messerschmidt (som i august fik en dom på seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk) – hvis han skulle blive dømt – så er det så forholdsvis små domme, at man godt kan tiltænke dem en fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti, siger han til TV Midtvest. 

Inger Støjbergs dom på ubetinget fængsel er blevet opfattet som et klart signal fra Rigsretten. Det var en næsten fuldstændig enig rigsret, der traf beslutningen, med kun én undtagelse. Rigsrettens 25 ud af 26 dommer fandt det bevist, at Inger Støjberg er skyldig i ulovlig adskillelse af asylpar.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook