I weekenden var der lagt op til et brag af en kamp, da Skive IK og Aalborg KFUM tørnede sammen i finalen om det Jyske Mesterskab i Old Boys-rækken.
Flere velkendte navne optrådte på de forskellige holdkort. Skive IK kunne da brillere med spillere dygtige spillere som Thomas Dalgaard, John Dyring og Simon Rasmussen, men på den anden side af banens midte stod spillere som Thomas Augustinussen, Kasper Risgård, Patrick Kristensen og Daniel Christensen.
Efter blot fem minutter havde Aalborg KFUM bragt sig foran, men knapt et kvarter senere bragte Thomas Dalgaard balance i regnskabet. Thomas Dalgaard var konstant en trussel, og var også indblandet i et af kampens store dommerkontroverser, hvor Skive i den grad føler sig snydt.
Da kampen blev fløjtet af måtte SIK erkende, at deres flotte fight ikke blev belønnet med en sejr, og det jyske mesterskab. Aalborg KFUM viste sig for stærke, men Klaus Løndal er stolt af skibonitterne:
"Jeg synes virkeligt, at vi kæmper flot i dag, der blev løbet mange meter - nogle lidt forgæves i deres trekanter, men sådan er det, når man møder et godt hold. Så, en stærk indsats af hele holdet."
Starstruck eller ej?
Nu tilbage til det førnævnte dommerkontrovers. Thomas Dalgaard bliver frarøvet en klar scoringsmulighed, og dommeren fløjter - men der blev hverken dømt rødt kort eller straffespark. Derimod gult og frispark, hvilket ærgrer Klaus Løndal:
"Der er specielt den situation, hvor Aalborgs sidste mand laver en nødbremse på Thomas Dalgaard. Her lignede det både et straffespark og rødt kort, men i stedet får vi frispark, og dommeren undlader at give kort med besked: "Der skal ikke meget mere til."
Selvom holdkortet indbød til, at man skulle bøvle med en dygtig modstander, så virkede det til at dommerne var Skives største fjende.
"Der er ingen tvivl om, at Aalborg KFUM er et rigtigt godt hold. Og tager man et hurtigt kig på holdkortet, finder man hurtigt fem-syv tidligere Superliga-spillere, som tilsammen har langt over 1000 kampe fra øverste hylde, hvorfor de selvsagt kan spille god fodbold."
"Når det er sagt, vil jeg sige, at den største udfordring i dag var dommertrioen, som virkede total “Starstruck” - hvorfor linjen ikke var helt denne samme begge veje, hvilket naturligt gav nogle frustrationer. Om det havde ændret resultatet, er ikke til at sige. Men der er et par ret afgørende situationer, hvor en kendelse vores vej måske kunne have ændret udfaldet," lyder det fra Klaus Løndal.
Alle gav alt
Men til syvende og sidst, så afhænger en kamp ofte af ens egen præstation. Skive leverede faktisk en overordnet sublim indsats, men de manglede alligevel den afgørende kynisme for at tage det jyske mesterskab.
"Vi manglede lige det sidste held og skarphed i et par situationer, så havde vi skabt spænding til det sidste. Rasmus Sørensen får et ærgerligt gult kort med 14 minutter igen, her var vi ellers lige kommet i overtal - havde SS ikke trukket den, kunne vi måske have fået lidt luft samtidigt med, at vi kunne havde trykket dem for en udligning."
"Alle gav alt, og så kan man ikke bede om mere - vi forsøger at spille bold, selvom der var pres på," understreger Klaus Løndal.
Hvilke spillere vil du gerne fremhæve for deres indsats?
"Jeg synes, at der er mange gode præstationer i dag. Søren Trolle tager fint fra i kassen, Jacob Andreasen står stærkt i bagkæden og John Dyring suger boldene til sig på midten, Pauli løber og løber, Simon Rasmussen udfordre og udfordre og Thomas Dalgaard er konstant en trussel - men alle gav alt."
Kampens resultat medfører, at Aalborg KFUM vinder det jyske mesterskab i Old Boys-fodbold, og nu skal spille semifinale i DM.
Kampens resultat: Skive IK 1 - 3 Aalborg KFUM
Række: JM Finale Old Boys
Målscorere:
'5: 0-1 Aalborg KFUM
'18: 1-1 Thomas Dalgaard (ass. John Dyring)
'29: Aalborg KFUM
'65: Aalborg KFUM