Sygeplejeklinikker hjælper borgere: Får pleje tæt på hjemmet

Foto: Skive kommune. En sygeplejerske plejer et sår på hovedbunden hos en patient. FOTO: Ditte Haaning
dato

Rundt omkring i de større byer i Skive Kommune kan borgere få tid hos en sygeplejerske på kommunens sygeplejeklinikker. Her får de pleje og behandling med henvisning fra læge, speciallæge eller sygehus, og hver gang er det den samme sygeplejerske, som borgerne møder. Dét er de godt tilfredse med i Jebjerg, hvor én af klinikkerne ligger.

Solen er knapt begyndt at lyse horisonten op, da Søren Andreas Nielsen kommer cyklende til sygeplejeklinikken i Jebjerg. Det er tidlig morgen, og han har en aftale hos sygeplejerske Kathrine Erhardtsen i det lille sygeplejelokale i bygningerne hos Jebjerg Plejecenter. Søren Andreas Nielsen har diabetes, og har trådt noget op i sin fod, som han ikke kunne mærke.

Derfor er såret blevet inficeret, og der skal hjælp til at rense det. Han har også nogle gnavsår fra sine sko, som har svært ved at hele. Derfor kommer han to dage om ugen på klinikken.

Da plasteret bliver trukket af, er sygeplejerske Kathrine Erhardtsen tilfreds:

- Såret er faktisk helet fint op på tåen, Søren, så jeg overvejer, om vi skal stoppe med plaster, siger hun, hvortil Søren Andreas Nielsen grinende svarer: Ja, det er jo dig, der er sygeplejersken, så du bestemmer.

Samarbejder med sårcenteret i Viborg
Søren Andreas Nielsen er tilknyttet sårcenteret i Viborg, hvor de laver en plan for behandlingen af hans sår. Fordi sygeplejerske Kathrine Erhardtsen samarbejder med sårcenteret, kan hun stå for den ugentlige kontrol og behandling af hans sår i Jebjerg. Det er en mulighed, som gør en stor forskel for Søren Andreas Nielsen, da han ikke har en bil.

- Der går jo en halv dag, hvis jeg skal med en transport til Viborg. Den henter mig halvanden time før, og så venter man derhenne, og så skal jeg retur igen. Her går der 10 minutter, og så er jeg færdig, siger han.

Her skal man ikke sidde og vente
Den korte afstand mellem hjem og klinik er ikke den eneste fordel ved sygeplejeklinikkerne. På klinikkerne i Skive, Jebjerg, Balling, Durup, Højslev og på Fur kan man få en fast tid, så man ikke skal sidde hjemme og vente på en sygeplejerske, som det er tilfældet med hjemmesygeplejerskerne.

- Hjemmesygeplejersken kan blive optaget af noget, der er mere presserende, altså akutte besøg, og så kommer man til at vente længere tid derhjemme. Men her har man en fast tid, lige som på en læge- eller tandlægeklinik, siger Ida Rump, der er områdeleder i Pleje og Omsorg hos Skive Kommune, og tilføjer:

- Det er vigtigt med muligheden ude i landområderne, fordi nogle her er forhindrede i at komme ind til Skive.

Samme sygeplejerske hver gang
Nogle borgere kommer på klinikkerne en uge, andre en måned og nogle i flere år. På sygeplejeklinikkerne er det faste sygeplejersker, så patienterne møder den samme sygeplejerske hver dag. I Jebjerg er det Kathrine Erhardtsen, der er den faste sygeplejerske, og dét er Hans Jørgen Johansen fra Roslev glad for.

- Jeg kan godt lide, at det er den samme sygeplejerske, og at jeg ikke skal farte ind til Skive hver dag. Det er alle tiders, og det kan ikke være bedre, siger Hans Jørgen Johansen.

Han er kommet på klinikken hver dag de seneste 14 dage for at få tilset og behandlet en hudtransplantation i hovedbunden. Den transplanterede hud er gået lidt løs i kanten, så sygeplejersken renser huden og fjerner sekret fra hovedbunden, så det bedre kan hele.

- De patienter, som kommer her i længere tid, ved, at det er mig, der er her, og det er en fordel, at jeg følger deres forløb, siger Kathrine Erhardtsen.

Alternativ til indlæggelse
Det er ikke kun sår, som sygeplejeklinikkerne tager sig af. Opgaverne lyder blandt andet også på medicindosering i æsker, antabusudlevering, injektioner, påsætning af støttestrømper og kompressionsudredning. 

Og så er der patienter som Bent Nør Nielsen, der på grund af en infektion i kroppen blev indlagt akut på Regionshospitalet i Viborg, og som dagen efter blev udskrevet og sendt hjem til Jebjerg, fordi han kunne få penicillin i drop to gange om dagen på sygeplejeklinikken, og én gang i hjemmet, indtil han er rask.

Her samarbejder sygeplejerske Katrine Erhardtsen med en akutsygeplejerske og akutlægen i Viborg, da de er de behandlingsansvarlige, men selve behandlingen med penicillin foregår hos hende på klinikken i Jebjerg.

- Det har været upåklageligt, og når man har en tid, så passer det præcist. Og så er det da nemmere end at køre ind til Skive, når det nu er to gange om dagen, jeg skal herud, siger Bent Nør Nielsen.

Ikke alle kender til sygeplejeklinikkerne
Selvom sygeplejeklinikkerne i flere år har eksisteret i både Skive, Jebjerg, Balling, Durup, Højslev og på Fur, så er det ikke alle, der har hørt om dem eller kender til dem.

- Jeg møder stadig borgere, som kommer her første gang og siger, at de ikke vidste, at sygeplejeklinikken fandtes, siger Kathrine Erhardtsen.

Sygeplejeklinikkerne har åbent i hverdagene og nogle også efter aftale i weekenderne. Find adresserne på Skive Kommunes sygeplejeklinikker her: https://po.skive.dk/hjemmeplejen/sygepleje/sygeplejeklinikker/


https://skive.dk/nyheder/sas-pleje-omsorg/sygeplejeklinikker-plejer-borgere-taet-paa-eget-hjem/
Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook