Det var ikke kun Dansk Folkeparti, der måtte se slukørede til, da Inger Støjberg takkede nej til formandsposten.
Venstre i Skive mærker nu også til Støjbergs exit fra partiet. Kredsen står stadig uden en kandidat, knap et år siden Støjberg sagde farvel og tak til partiet. Politikeren med den røde hårknold var en sand stemmesluger for kredsen, og hun gemte heller ikke på sin kærlighed til hjemegnen.
“Vi har brugt det sidste års tid på at sondere terrænet og evaluere. Status lige nu er, at vi ikke har en kandidat, men vi arbejder med nogle navne. Set i lyset af at det gik som det gjorde med Inger, så er det jo noget, der har kastet dønninger, og derfor var det også forventeligt, at det har taget den tid, det har taget at finde en ny kandidat”, fortæller Susanne Rusbjerg, der er kredsformand for Venstre i Skive til TV Midtvest.
Kredsen forventer dog, at en ny kandidat er klar inden folketingsvalget udskrives senest den 4. juni 2023.