BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Kan du vise vejen gennem dit personlige eksempel, skabe korpsånd og et godt samarbejdsklima? Kan du lide at arbejde operativt og kan du se muligheder frem for begrænsninger? Vil du have en spændende nøglefunktion og være med til at udstikke retningen for vores bataljon?
Kan du svare ja til ovenstående, er du måske vores stabschef i 1. Panseringeniørbataljon, 1. Brigade.
Vi søger til ingeniørtropperne en uddannet major med kendskab til ingeniørvåbnets organisation, doktrin og uddannelse. En major med helhedsforståelse, fleksibilitet og gode lederevner samt et solidt kendskab til det kampingeniørmæssige miljø.
Om os
1. Panseringeniørbataljon er en operativ bataljon under 1. Brigade. Bataljonen består af en stab, et stabskompagni og for tiden to panseringeniørkompagnier (normalt tre).
Staben i 1. Panseringeniørbataljon består af meget erfarent personel, og vi arbejder målrettet på at løse pålagte opgaver så professionelt som muligt, herunder yde den nødvendige og optimale støtte til vores underafdelinger. Der er et godt arbejdsmiljø med en god tone og gensidig respekt på tværs af grader, hvor personellet udviser lyst og vilje til at løse opgaverne bedst muligt, samt hjælpe andre ved behov.
Om stillingen
Din primære opgave er at skabe rammerne for stabens og bataljonens virke gennem planlægningen og opfølgningen af en målrettet og effektiv uddannelse samt opstilling af ingeniørbidrag i hele spektret af opgaver. Du er chefen for panseringeniørbataljonens højre hånd og nærmeste rådgiver/sparringspartner. Du vil være chef for stabens medarbejdere fordelt i fire sektioner; S1 – S4.
Din opgave er også at understøtte bataljonschefens føring og virke med ingeniørrådgivning, uddanne stabens personel til indsættelse i rammen af 1. Brigade samt støtte
uddannelsen og indsættelsen af ingeniørkompagnier. Du er ligeledes ansvarlig for den strukturelle og doktrinære udvikling af bataljonen organisation og føringskoncept mv.
Derudover er du operativt ansvarlig for den doktrinære og operative indsættelse af panseringeniørbataljonen i rammen af 1. Brigade. Du indgår som fører på et af bataljonens operations-/planlægningscentre (OPS/PLAN 2) og har primært til opgave at lede stabsarbejdet i koordination med 1. Brigades planlægningscenter (PLANC). Afhængig af situationen vil du også skulle føre indsættelsen af bataljonen.
Stillingen har en stor berøringsflade og et tæt samarbejde med stab/1. Brigade samt på tværs af bataljonerne i 1. Brigade og ved Ingeniørregimentet. Du får derved rig mulighed for at afprøve og udvikle dit lederskab og din militære faglighed med sigte på at kunne gøre fremtidig karriere på chefniveauet i Hæren. Stillingen muliggør vilkår til at skabe en fornuftig balance imellem studie, job og familien.
Om dig
Du er en officer med videreuddannelsestrin II (OFU og MMS) eller har gennemført OFU og er i gang med MMS. Du vil således skulle indgå en uddannelsesaftale og bestride stillingen med funktion i højere stilling, indtil du kan udnævnes i stillingen.
Du har erfaring fra virket som kompagnichef og kendskab til kampingeniørtjenesten. Det er ønskeligt at du har erfaring fra international tjeneste og gerne sagsbehandlingserfaring ved højere myndighed. Som person er du engageret, nytænkende og målrettet med gode planlægningsegenskaber, analytiske evner og helhedsforståelse. Du er god til at lytte, skabe gode samarbejdsrelationer og er en stærk formidler. Du skaber og holder et højt fagligt niveau og udvikler aktivt egne og stabens kompetencer. Du er et eksempel til efterfølgelse og tilpasser din ledelsesstil tilm, hvad der kræves i situationen.
Hvad kan vi tilbyde?
Vi kan tilbyde en stilling i et dynamisk operativt miljø med en uformel omgangstone med engagerede kollegaer. Vi formår både at løse opgaven til tiden og samtidig tage hensyn til de mennesker vi arbejder med. Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med gode muligheder for kompetenceudvikling. Stillingen vil give gode ledelsesmæssige udfordringer i relation til planlægningen, de operative opgaver og ikke mindst, fastholdelse og rekruttering af personel.
Endvidere vil du have stor indflydelse på indholdet og kan sætte dit personlige præg på stillingen.
Endelig, tillægger vi det stor vægt, at have mulighed for et arbejdsliv der er i balance med privatlivet.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer/orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Fast tjenestested i Skive.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte bataljonschef OL René Sølvberg på telefon 50 84 87 36, alternativt nuværende stillingsindehaver MJ Jeppe Iversen NMI-07-CH@fiin.dk
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du ringe til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent kaptajn Glen Spangenberg Rasmussen på telefon 32 66 53 61.
Ansøgningsfristen er den 4. februar 2024, hvorefter ansættelsessamtaler forventes afholdt.
Stillingen er til besættelse den 1. april 2024.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Læs mere på www.forsvaret.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skive Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Skive Kaserne, Sdr Boulevard - 1, 7800 Skive
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5974874