Sparekassefond er i gavehumør og støtter lokale foreninger

Fra overrækkelsen, der foregik i Sparekassen Danmarks afdeling i Skive, fra venstre: Hans Thomsen fra Gyldendal Støtte- og Beboerforening, centerleder Ulrich Haversen fra Ny Skivehus Aktivitetscenter, regionsdirektør Anders H. Jensen fra sparekassen, Hanne Nielsen fra Lem Kulturnetværk, Jeanette Kilde fra Skive Business Awards 2022 samt Lisa Nilsson og Nadia Hansen fra Skive Rideklub. (Foto: Sparekassen Danmark)
Profilbillede
dato

Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel har været i gavehumør i Skive og omegn. 147.425 kroner skiftede ejer forleden, da fem foreninger fik overrakt støtte til velgørende, almennyttige eller udviklende initiativer i lokalområdet.

Rollen som glad giver var tildelt sparekassens regionsdirektør i Region Skive, Anders Hestehauge Jensen, som havde inviteret repræsentanter for de fem foreninger ind i sparekassens afdeling i Skive.

Fra business til balancebom
Den største donation på 50.000 kroner gik til Skive Business Awards – det årlige prisudddelingsshow med æresfyldte erhvervspriser. Der er 10 priser, og i hver kategori findes der tre nominerede. 

Arrangementet er bygget op i bedste Oscar-stil med middag, konferencier, rød løber og fagligt oplæg. Næste show holdes torsdag den 26. januar 2023 i Kulturcenter Skive.

Dagens mindste donation på 14.375 kroner gik til Gyldendal Støtte- og Beboerforening i Lihme, der ønsker at tilføje en balancebom til den sanse- og aktivitetsplads, som foreningen indviede i 2021.

Spejl, sangbøger og motionsmaskiner
Indimellem største og mindste donation kom Lem Kulturnetværk, der fik 24.000 kroner til indkøb af sangbøger, Aktivitetscentret Skivehus, der fik 26.250 kroner til motionsmaskiner, og Skive Rideklub, der fik 32.800 kroner til indkøb og montering af en spejlvæg i klubbens ridehal. 

Alle sammen formål, der er med til at øge fællesskabet blandt brugere og medlemmer.

Pengene stammer fra sparekassen
Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel er én af en række lokale sparekassefonde, som er blevet til i forbindelse med sammenlægninger eller overtagelser af mindre sparekasser op gennem historien. 

Fælles for fondene er, at deres formuer er investeret i garantkapital i Sparekassen Danmark. Fondene får således deres indtægter fra de renter, som sparekassen betaler sine garanter. I 2022 lød renten på 3 procent.

Dermed fik alle 78.000 garanter samlet udbetalt 109 millioner kroner i garantrenter. Heraf modtog fondene knap halvdelen, 44,5 procent. Og det er altså de penge, som fondene kan give videre til velgørende, almennyttige eller udviklende initiativer i de områder, hvor sparekassen har sine kunder og tjener sine penge.

Kilde: Bjarne Hvirring, Sparekassen Danmark
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook