Sorg rammer alle mennesker. Men spørgsmålet er, hvad sorgen gør ved et menneske, og hvordan man bruger den. Sanni Nielsen betragter sit største tab i livet og den efterfølgende sorg som en tændsats, der startede hendes karriere som selvstændig.
Det hele begyndte med det værste, en forælder kan opleve.
Sanni Nielsen mistede sin ene søn i en bilulykke i 2014. I dyb sorg søgte Sanni hjælp hos en healer, og hun begyndte stille og roligt at få de rigtige værktøjer til at bearbejde den smertefulde situation, som hun befandt sig i. For Sanni ville ikke give op.
Hun havde et indædt ønske om at overleve og komme ud på den anden side. Hun beskriver selv den periode i sit liv som definerende for det sted, hun er i dag:
”Den begivenhed var faktisk springbrættet til det hele.”
Efterfølgende uddannede Sanni sig som healer. Healing havde virket på hende og den sorg, hun var i. Og hun var overbevist om, at det ville kunne hjælpe andre mennesker på samme måde.
Sanni følte et behov for at give det spirituelle videre, som havde fået hende til at kæmpe sig igennem sorgen. Og på den lange vej har hun særligt haft én person i tankerne:
”Jeg siger sommetider tak til den søn, vi mistede. Det var nemlig ham, der blev startskuddet på rejsen mod at starte mit helt eget.”
Foto: Sydbyens massage og healing // Udover healing tilbyder Sanne et bredt udvalg af behandlingsformer såsom biodynamisk kraniosakral, kostvejledning samt hotstone-, helse- og sportsmassage.
Uddannelse
Sanni Nielsen har i hele sit tidligere arbejdsliv været på en fabrik. Her var det alternative udelukkende en hobby i fritiden. Derfor kom det helt naturligt endelig at tage skridtet og blive selvstændig.
Sydbyens Massage og Healing kunne efterfølgende slå dørene op for første gang i 2018. Her tilbyder hun den dag i dag mange forskellige behandlinger.
Efter healeruddannelsen blev Sanni også certificeret sports- og helsemassør. Hun ville kunne tilbyde mere for sine kunder.
Derfor kan hun i dag også kalde sig biodynamisk kranio-sakral terapeut og har en lang række af behandlinger tilgængelige i sin virksomhed – lige fra sportsmassage, helsemassage og ’hot stone massage’ til reiki-healing, der har fokus på den energi, vi alle har i kroppen.
Foto: Sydbyens massage og healing.
Atmosfære
Når man træder ind i Sydbyens Massage og Healing, er det vigtigt for Sanni, at omgivelserne er hyggelige og rare at være i. Det er hendes eget private hjem, hvilket hun ser som en fordel. Det nærværende rum er nemlig meget vigtigt for Sanni:
”Jeg vægter det personlige meget højt. Kundekontakten er altafgørende for mig. Jeg har været igennem mange ting, og min alder gør, at jeg har stået i mange forskellige situationer. Derfor kan jeg relatere til mange forskellige mennesker. Jeg er en erfaren kvinde.”
Sanni tilbyder en lang række forskellige behandlinger i trygge og hyggelige omgivelser, og du kan læse mere om Sydbyens Massage og Healing på hjemmesiden eller hendes Facebookside.