I sidste weekend skulle 'Poseidon' Skive Svømmeklub til 'Madwave Dronning Dorothea Cup', i Kolding. Det var et stort anlagt weekendstævne med store klubber fra Jylland og Sjælland.
Det var første gang, at flere svømmere skulle prøve et stævne med indledende om dagen og finaler om aftenen. Det trækker tænder ud fysisk på de fleste. Men cheftræner, Torben Brendholdt, er meget begejstret.
"Mine forventninger var ret høje til svømmerne inden stævnet. Det skyldes, at dette var et stævne, som jeg gerne ville have svømmerne skulle svømme stærkt til.
Vi har arbejdet de sidste 3 måneder på netop at svømme mega monster hurtigt netop denne weekend. Så spændingen var stor inden vi begyndte, om svømmerne nu også var der hvor jeg forventede de ville være formmæssigt."
Medaljeregn og personlige rekorder gør træneren stolt
Der var også en ganske god grund til at Torben Brendholdt var så glad, for svømmerne leverede varen - og mere til.
"Det gik over alt forventning, og jeg havde faktisk ikke troet på, at det kunne gå så godt. I de indledende heats havde vores ti seje svømmere ikke mindre end 62 starter, og i 60 af disse blev der sat personlige rekorder. Så i rekordhumør må man sige, at alle var. Hver og en.
Disse 60 personlige rekorder gav dem 17 finalepladser, og seks af dem vandt vi. Alt i alt høstede vi seks guld, fire sølv og fem bronzemedaljer," siger Torben Brendholdt.
Han uddyber sin stolthed, over svømmernes pragtpræstationer.
"Jeg kan ikke være andet en pave stolt af denne flok svømmere. De har knoklet en vis ting ud af bukserne i så lang tid. Ligegyldigt hvor hårde programmer jeg har kastet efter dem, for at flytte dem fysisk, har de bare taget imod og givet den gas! Flere uger med mange kilometer i klorvandet, plus styrketræning, kræver noget mentalt.
Men sammen har de vist, at det sagtens kan lade sig gøre, selvom det ind i mellem har gjort mega nas. Heldigvis hersker der en kultur hos dem, der gør, at de bare vil være bedre, og ved hvad der skal til. Så ja, jeg kan ikke andet end klappe i mine små, fede hænder."
Nu skal det nydes - men fremover skal der ydes
Efter så imponerede præstationer, er det nu tid for svømmerne at slappe af, og nyde hele oplevelsen, ifølge Torben Brendholdt.
"Nu skal vi hjem og nyde det. Det er vigtigt lidt at hive luft ind og sige "Yes mand". Det vi, helt klart, tager med videre er processen, som skal til for at lykkes; altså at sætte sig et mål, og så få tunnelsyn og holde fokus på målet.
Fremadrettet skal vi jo bare løfte niveauet endnu en tand. Der skal bygges mere fysik på, stille og roligt, og så er vi om 3 måneder klar igen til "Midsommer Cup" i Ikast. Det er det sidste stævne inden de får et par ugers sommerferie. Der vil dog frem mod det stævner være 2-3 træningsstævner undervejs. For at se om vi er på rette vej."
De deltagende for Skive Svømmeklub var Poseidons førstehold.