Skive Sundhedshus og lokale patientforeninger inviterer alle borgere til at bevæge sig sammen for sundheden

Foto: Lotte Stærdahl . Sundhedsparken ved Skive Sundhedshus.
Profilbillede
dato

Som noget nyt samles aktiviteterne fra hjerte-, lunge- og diabetesdagen i Sundhedsparken ved Sundhedshuset, for at skabe fokus på hjerte og lungesygdom, samt diabetes. Alle borgere inviteres til at deltage i forskellige niveauer af motion og høre mere om sygdommene og forebyggelse.

Selvom de fleste godt ved, hvor vigtig motion er for deres sundhed, er det ikke alle, der kommer op af sofaen og får bevæget sig. Derfor tilbyder medarbejdere i Skive Sundhedshus nu en hjælpende hånd, når de inviterer alle interesserede med til uforpligtende motion eller blot information i Sundhedshuset og Sundhedsparken.

"Vi oplever, at mange ikke får prioriteret motion eller faktisk er nervøse for at bevæge sig, når de fx er ramt af en hjertesygdom. Men gennem træning opnår de glæde og tryghed ved bevægelse igen og motiveres til at fortsætte på egen hånd eller i forskellige motionstilbud," fortæller fysioterapeut Maria Kamstrup Øland fra Sundhedscenteret, som til daglig bl.a. træner med borgere med hjertesygdom.

Lidt motion er også godt

Tirsdag d. 22. november 2022 kan borgerne i Skive Kommune få et indblik i, hvor lidt bevægelse der faktisk skal til, for at man kan mærke en væsentlig forbedring af sin sundhed. Det sker med forskellige aktiviteter i Sundhedsparken, hvor alle borgere kan prøve forskellige sundhedsfremmende aktiviteter.

"Bevægelse og det at røre sig er godt, uanset om man har diabetes, en hjerte- eller lungesygdom, eller om man gerne vil bruge bevægelse til blot at være tilpas," siger leder af sundhedscenteret, Marianne Balsby og fortsætter:

"vi oplever, at borgere ofte bliver overraskede over, hvor stor positiv forskel, de mærker efter kort tid, når de begynder at dyrke motion og bevæge sig mere. Den information vil vi gerne dele ud af til flere af kommunens borgere. Derfor tilbyder vi en formiddag med inspiration til, hvordan man kan komme i gang med bevægelse i dagligdagen," siger Marianne Balsby, leder af Sundhedscenteret.

Udover inspiration til bevægelse, vil der også være aktiviteter i Sundhedshuset. Her kan borgere bl.a. få målt blodtryk og blodsukker eller testet lungefunktion – og høre lungeforeningens lungekor synge.

Bevægelse for sundhed

Samarbejdet mellem Regionshospitalet og Skive Kommune skaber gode og sammenhængende forløb, som giver mening for den enkelte borger med diabetes, hjerte- eller lungesygdom.

Aktiviteterne i Sundhedsparken er en del af et større fokus i uge 47, hvor Sundhedscenter Skive sammen med bl.a. Hjerteklinikken på Regionshospitalet i Skive og en række patientforeninger samler aktiviteterne fra hjerte-, lunge- og diabetesdagen i Sundhedshuset og Sundhedsparken, for at skabe fokus på hjerte og lungesygdom, samt diabetes.

Kilde: Skive Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook