Café Restaurant Brogaarden på Østertorv 7B åbner snart igen. Det populære spisested har ikke alene fået ny ejer, men en ejer, der faktisk var med fra starten af.
Friske råvarer, specielle retter, ærlig og ægte mad – sådan lyder det fra Café Restaurant Brogaardens Facebook side. Sådan har det været fra dag ét.
Restauranten har lagt vægt på at give de besøgende en speciel oplevelse, og det er både med forkælelse af smagsløgene og øjnene, der ser, men i høj grad også på god service.
Selv om Café Restaurant Brogaarden nu har skiftet ejer, så er både den gode mad og den gode service stadig på programmet – den nye ejer var nemlig med helt tilbage, da restauranten først startede op.
Var med fra starten
Den nye ejer, Ammar Mohammad Ali, er oprindeligt fra Egypten. Nu har han fået opholdstilladelse, blevet dansk gift og har bosat sig i Thisted.
Da Café Restaurant Brogaarden blev startet op tilbage i 2013, så var netop Ammar Mohammad Ali med til at give en hjælpende hånd til daværende ejer Hussein Taleb.
I efteråret 2021 fik den nu nye ejer nys om, at restauranten skulle lukke. Hussein Taleb var gået bort i 2018. Det var hans efterladte, der holdt restauranten i gang, men da håndklædet blev smidt i ringen, trådte Ammar Mohammad Ali til.
Snart kan Skibonitter og andre lokale fra området glæde sig til igen at sætte ben i den populære restaurant – naturligvis med friske råvarer, eksotiske retter og altid god service – præcis som det var fra starten af.