Skive fHs U15-piger leverede en stærk præstation, da de søndag mødte Nr. Søby IF i et sandt lokalopgør i A-rækken. Her formåede Skive at vinde kampen med 17-12.
Skive fH-spilleren, Smilla Hvas, var overordnet set meget tilfreds med hende og holdets præstation:
“Jeg synes, at vi spiller en rigtig god kamp, specielt i forsvaret. Vi formår at tackle deres spillere, så vi får brudt deres spilrytme. Jeg synes, at vi mangler en smule bredde i vores spil, da Nr. Søby står meget kompakt. Når det er sagt, så laver vi meget få tekniske fejl i angrebet, og får spillet os til nogle gode chancer og udnytter dem.”
Holdets træner, Peter Seerup, glædede sig over at det endelig var blevet tid til kamp igen - endnu mere fordi det var et lokalopgør. Dertil kunne han så se sine piger gå ud og hente årets første to point.
“Det var utrolig dejligt at spille kamp igen, og at vi ligger ud med et lokalopgør mod Nr. Søby, gør det jo kun sjovere. Det bliver en kamp, som bølger lidt frem og tilbage, hvor vi hele tiden fører et par mål. Midt i 2. halvleg kommer Nr. Søby foran, og man skulle tro det ville ryste pigerne, men de kæmper sig tilbage, og så ender det rigtig glædeligt til sidst med en sejr.”
Det er altid dejligt, når målvogteren leverer flotte præstationer i målet, da det kan have stor betydning for holdets resultat. Det så man i søndagens opgør.
“Jeg synes, at vores to målmænd, Silje Seerup og Emma Nordli, gør det super godt. De har en masse god redninger, og det er rigtig vigtigt for os, at de har en god dag, så de fortjener et skulderklap efter dagens kamp,” lyder det fra Skive-træneren.
Seerup uddyber i denne forbindelse:
“Vi spiller tålmodigt angrebsspil, hvilket gør, at vi ikke laver mange fejl. Vi spiller os til fine chancer næsten hver gang. Forsvarsmæssigt står vi super godt, både i 5-1 og i 6-0, hvilket gav vores målmænd gode arbejdsbetingelser.”
Skive fH møder deres næste modstandere fra HRH/Oddense i Sallinghallen, Roslev. Der er kampstart lørdag den 14. januar klokken 15:45.
Kampens resultat:
17-12
til
Skive fH
Række: U15 Piger A