I Skive Kommune er der en masse opgaver, der skal løses, inden ukrainere på flugt fra krigen kommer hertil. Der skal bl.a. koordineres bolig, dagtilbud og arbejde, så ukrainerne får en sammenhængende hverdag stablet på benene:
“Det handler ikke bare om at finde et bestemt antal boliger eller et bestemt antal pladser i nogle børnehaver. Det vil for eksempel ikke være optimalt, hvis boligen ligger i Glyngøre, et barn får en plads i et dagtilbud i Skive By, og forældrene får et job et tredje eller et fjerde sted. Vi arbejder på at få koordineret de mange tilbud, som de ukrainske flygtninge skal have, så godt som vi overhovedet kan – uden at vi kan garantere, at det lykkes hele vejen rundt”, siger Dorthe Hamrum, der er arbejdsmarkedschef i Skive Kommune, til Skive Folkeblad,
Særloven blev vedtaget i går af et bredt flertal i Folketinget, og loven skal hurtigst muligt normalisere ukrainernes hverdag og skabe en vej ind i det danske samfund.
I Skive Kommune betyder særloven, at der kommer et stort antal ansøgninger om opholdstilladelse.
Det er endnu usikkert, hvor mange ukrainere, der kommer til Skive, det afhænger af Udlændingestyrelsens fordelingsnøgle, oplyser Skive Kommune.