Tirsdag aften havde Skive IKs U15-Piger i Liga 2 besøg af KLG - KollundLind. Her kunne Skive IK-pigerne stå med armene i vejret efter kampen, da de fortjent hev en 2-0-sejr hjem.
Selvom pigerne fra KLG var Skive-pigerne fysisk overlegne, så stod Skive IK U15-Pigerne for presset og kæmpede sejren hjem på bedre teknik.
Efter en jævnbyrdig start, hvor de to hold skulle se hinanden an, så slog Skive IK til. I det 16. minut brød Skives midterangriber Anna Thesbjerg igennem et tæt pakket KLG forsvar og scorede sikkert til 1-0. Herefter bølgede kampen frem og tilbage. KLG havde meget spil på midtbanen, men uden at blive helt farlige.
Kørte den sikkert hjem
10 minutter inde i 2. halvleg scorede Skive-pigerne så igen. Det var Marie Søndergaard der stod bag målet til 2-0. Herefter var kampen afgjort og Skive IK kunne notere den tredje sejr af fire mulige i anden runde her i efteråret.
Laura Thesbjerg blev valgt som kampens spiller. Holdets næste og sidste kamp i denne omgang er på onsdag den 13. oktober mod topholdet Lystrup.