Lørdag eftermiddag fik Skive IK-Serie 4 besøg af Sallingsund FC. Her formåede de at få deres første sejr, efter ni nederlag i træk. Denne sejr var en stor forløsning, og den blev grundlag for et stort selvtillidsboost. Holdleder, Victor Mehlsen, var også ualmindeligt tilfreds med dagens præstation:
"Jeg kunne ikke være mere tilfreds med holdets præstation. Vi spillede en helt igennem fantastisk kamp."
Skive IK kørte simpelthen modstanderne over, og især Luca Borring viste evig farlighed fremme. Dette blev understreget med hele fire mål. Men Victor Mehlsen havde også øje for andre spillere i lørdagens kamp:
"Jeg vil især fremhæve Alexander Iversen, Luca Borring og Anton Thomsen. De spillede alle tre en rigtig god kamp. Derudover vil jeg også gerne fremhæve vores målmand Dan Jin, som holdt buret rent for første gang i sæsonen."
Kampens resultat: Skive IK-Serie 4 - Sallingsund FC 7-0