Skive fH taber topbrag: “En rigtig “øv-kamp”

Skive fH (Foto: Benjamin Christensen)
Profilbillede
dato

Skive fHs U15-piger i A-rækken skulle søndag spille en vigtig kamp mod Mors Håndbold Piger, da mandskabet besøgte Sydvestmors Kultur & Fritidscenter.

Mors er de direkte konkurrenter om førstepladsen, og derfor var en sejr meget vigtig. Desværre tabte Skive fH-pigerne med 22-11, hvilket træner Peter Seerup havde følgende reaktion på:

“Det var en rigtig “øv-kamp”, hvor der ikke var mange ting, som fungerede. Vi formår aldrig at få sat et ordentlig aftryk på kampen.”

Hvad er det, der ikke fungerer for jer kampen igennem?

“Vi har for lidt kommunikation i forsvaret, og det var Mors gode til at straffe. De udnyttede, at vi talte forkert og så skabte de plads til deres stregspiller. Hun var rigtig ond mod os - hun spillede en god kamp for dem. Angrebsmæssigt har vi svært ved at lave chancer, så vi får aldrig flow i vores angrebsspil.”

Kampen ender som sagt med, at Skive fH må tage hjem uden point, og dermed indtager Mors Håndbold puljens førsteplads:

“Vi falder lidt som hold i dag, og det er klart, når tingene ikke fungerer. Men vi gav aldrig op, og det fortjener ros til alle spillere. Hanne Pedersen blev kåret som kampens spiller efter kampen, da Mors havde deres “Brag i Hallen”, så hun fortjener et skulderklap.”

Skive fH-spiller, Hanne Pedersen, kunne glæde sig over at blive kampens spiller, men kampens resultat nagede hende efter kampen:

“Vi var ikke gode nok i forsvaret. Vi tæller forkert og vores kommunikation var ikke til stede. Der er flere gange i angrebet, hvor vi alle sammen går mod mål og får sat et godt pres sammen. Det skulle vi have haft mere af. Vi må hjem på træningsbanen og øve os noget mere.”

På lørdag den 26. november møder Skive fH HRH/Odense. Kampen fløjtes i gang klokken 12:15 i Kulturcenter Skive.

Kampens resultat: 22-11 til Mors Håndbold Piger
Række: U15 Piger A

Kilde: Træner Peter Seerup, Skive fH - U15 Piger A

Seneste på facebook