Skive fH taber sæsonens første kamp mod stærk modstander

Skive fH 2. Division Herrer (Foto: S. Carstens)
Profilbillede
dato

Skive fH tog onsdag imod gæsterne fra Elitesport Vendsyssel. Til trods for hjemmebanefordelen kunne Skive fH ikke drage fordel af den, da de tabte 29-38 til Elitesport Vendsyssel.

Skive fH-træner, Steffen Carstens, var meget træt af resultatet, som han mener er ganske misvisende i forhold til kampbilledet:

- Det var dejligt endelig at komme i gang med turneringen, efter en lang opstart. Men jeg er ualmindelig træt af resultatet, som jeg synes blev noget misvisende for kampen. At vi taber ja - men at vi taber med 9 mål, giver ikke det rette billede af denne kamp.

- Vi var nede med 15-17 ved pausen, og det var egentlig kun på grund af et par dumme udvisninger, i slutningen af første halvleg, som ESV formåede at straffe hårdt at vi gik til halvleg nede med to. For vi førte gennem det meste af første halvleg og havde flere muligheder for at komme foran med 3 og 4 mål.

Men Steffen Carstens bøjer sig også i støvet for en dygtig modstander, og erkender, at de nok ender i den gode ende af tabellen:

- ESV er et godt hold og nedrykkere fra 1. division. De kommer helt sikkert til at spille med om oprykningen fra denne række, men jeg synes vi bød dem godt op og gav dem en kamp til stregen - også selvom de ender med at vinde med 9.

- Kampen startede i et fuldstændig hæsblæsende og vanvittigt tempo, og allerede efter 1.15 min stod der 3-2 til os. Og inden der var spillet 5 min var stillingen 5-5 så det var ren "tysker-kontra" i kampens indledning.

Bro står som klart lyspunkt for Skive fH
Carstens kommer med sit besyv på, hvor det gik galt for Skive, og der var især én ESV-spiller der var svær at hamle op med, fortæller han:

- Med alle de mål vi indkasserede, specielt i anden halvleg, blev det aldrig nogen forsvarskamp for os. ESV har nogle virkelige stærke og hurtige duel-spillere, der hele tiden formår at skabe rum enten til sig eller også deres medspillere. Det er de dygtige til, og det fik vi aldrig for alvor lukket ned for. Så vores midterforsvar blev til tider flået lidt fra hinanden.

- Selvom vi prøvede at mandsopdække deres bedste spiller Daniel Holmen, (14 mål i aften), kunne vi ikke rigtig styre dem og det blev afgørende i anden halvleg, hvor vi nok selv manglede idéer og løsninger og i stedet fik lavet 9 tekniske fejl, som ESV flere gange staffede med en direkte scoring til følge.

Derfor ser Steffen Carstens også et aspekt i spillet, som Skive fH skal hjem og arbejde på:

- Vi skal naturligvis have løftet vores forsvarsspil op til et niveau, hvor vi som minimum kan og skal holde modstanderne under 30 mål. Ellers bliver det svært at vinde håndboldkampene. Det var her vi tabte kampen og tabte langt de fleste dueller mod deres hurtighed.

Selvom der ikke var nogen point til hjemmeholdet, kunne Steffen Carstens alligevel se lysglimt i mørket. Tobias Bro leverede nemlig en pragtfuld præstation:

- Tobias Bro var en fremtrædende og stærk karakter for os i aften. Han lavede 12 mål på 17 forsøg. Han er et stort talent med en god håndboldforståelse og finder tit og ofte de rigtige løsninger. Det er også en spiller på vores hold der skal tage et stort ansvar, og det gjorde han selvsagt her i aften.

- Men ellers vil jeg gerne rose vores angrebsspil for at være flydende og udfordrende og som gav ESV voldsomme problemer i kampens første halvdel. Det var bare ærgerligt at vi mistede pusten i anden halvleg og ikke ramte niveau defensivt. For ellers var det blevet et andet resultat af kampen.

På lørdag den 8. oktober skal Skive fH møde Nørre Djurs HK. Kampen fløjtes i gang klokken 15:00 i Nørre Djurshallen.

Kampens resultat: 29-38 til Elitesport Vendsyssel
Række: 2. Division Herrer

Kilde: Træner Steffen Carstens, Skive fH 2 - 2. Division Herrer

Seneste på facebook