Skive fHs U15-piger skulle søndag møde Tvis i 2. division. Her formåede de dygtige Skive-piger at hente deres niende sejr på ni kampe, da de sejrede med 28-14.
“Det var en god kamp, hvor vi lige fra starten får sat vores aftryk. Det var meget hurtigt afgjort i 1. halvleg, så 2. halvleg blev en lidt rodet affære, hvor fokus blev at holde snuden i sporet. Vi formår at levere en koncentreret indsats over hele linjen, hvor alle får budt ind med enten mål, assist eller gode forsvarsaktioner,” lyder det fra Steffen Lindorff.
“Det er også en kamp, hvor vi undervejs lære af vores fejl. Vi laver ikke den samme fejl to gange i streg, og det er rart som træner, at vi ikke lader os slå ud af en enkelt fejl, men at vi lærer af dem, så vi bliver endnu bedre.”
Skive kom ud til kampen som lyn og torden, og spørger man Lindorff, er der mange ting at fremhæve fra kampen.
“Vi spiller en fremragende kamp, hvor vi får lukket fuldstændig af i forsvaret, hvilket giver vores målmand gode arbejdsbetingelser ift. redninger. Dernæst løber vi en super kontrafase - både første- og andenbølge - den sad bare lige i skabet.”
“Og så har vi bare nogle meget scoringssikre fløje, som måske har en scoringsprocent på ca. 80% i kampen. Vores første tre mål bliver sat ind af vores højrehåndet højrefløj efter næsten samme 'opskrift' i angrebet. Det vender lidt tilbage til, at alle byder ind på holdet, og det er bare en virkelig vigtig faktor i vores spil.”
Men der var én af Skive-spillerne, der imponerede ekstra meget. Hun har normalt sin tilværelse på andenholdet, men hun leverede en stærk indsats for førsteholdet.
“Jeg vil gerne give et skulderklap til Signe Pipi, som normalt spiller på vores hold 2. Hun bød ind lige fra start, hvilket var dejligt at se. Hun får lavet et par mål og nogle gode forsvarsaktioner. Det fortjener et skulderklap.”
Skive fHs nummer 22, Maja Maliki, giver også sin reaktion på kampen:
“Vi spillede rigtig godt sammen. Vi kom i god fart oppe i angrebet, som gjorde, at vi kunne komme igennem. Vi fik lavet nogle nemme mål med kontra, hvor vi straffede deres fejl prompte. Vi var rigtig gode til at snakke sammen og få byttet af, hvilket gjorde det lettere for mig at tage bold. Det er altid rart med gode arbejdsbetingelser.”
“Vi går desværre lidt ned i niveau i 2. halvleg, men vi formår at få rettet op på nogle ting undervejs. Det var dejligt med en sejr, og det var en god måde, at vi fik sejren på.”
Skive fH møder deres næste modstandere fra Thy Håndbold i Thyhallerne. Der er kampstart lørdag den 10. december klokken 14:00.
Kampens resultat:
28-14
til
Skive fH
Række: U15 Piger 2. Division