Skive fH smed sejren væk til sidst

Skive fH 2. Division Herrer (Foto: S. Carstens)
Profilbillede
dato

Skive fH's 2. Divisionsherrer tog lørdag imod gæsterne fra Mors-Thy Håndbold 2, og hjemmeholdet havde hårdt brug for point, da de ligger under stregen.

Skive fH havde Philip Lyngby med fra førsteholdet, som bidrog godt i midterzonen, sammen med Johan Kofoed og Viktor Lind. Skive-forsvaret stod ganske pænt i store dele af kampen, og holdet kunne gå til pause med en føring på 12-11.

Langt hen ad vejen lignede det, at Skive fH skulle hente deres første sejr siden 22. oktober, men de kunne ikke drage fordel af hjemmebanen, da de endte med at tabe 24-27. Skive fH-træner, Steffen Carstens, var bestemt ikke tilfreds med kampens slutning, hvor han mener at sejren blev givet væk.

“Den her smed vi selv væk. Det var vores egen skyld at vi tabte. Vi havde kampen, fuldstændig der hvor vi gerne ville have den, men vi formåede ikke at snøre sækken da Mors/Thy var puttet ned i den. Vi fulgte vores game plan næsten til UG. Men de sidste 5 minutter smed vi sejren i hænderne på Mors.”

“Vi var foran 21-18 da der manglede en 12-13 minutter. Men herfra fik vi enormt svært ved at score. Vores defensiv havde indtil da stået bomstærkt og solidt. Men så fik vi to udvisninger kort efter hinanden og det kostede, som jeg ser det, sejren.”

“Pisse frustrerende”
Carstens fortæller ellers, at man havde en ganske klar plan for kampen, og det unge Mors/Thy-hold skulle bare angribes fysisk. Det lykkes utroligt godt, men tekniske fejl og udvisninger blev afgørende til sidst, til stor frustration for trænerteamet.

“Vi havde lagt en strategi med stor fysik i vores defensiv. Mors/Thy kom med et meget ungt hold, som vi ville forsøge at stresse via fysik og tacklinger med noget bid i. Og det gjorde vi. De havde svært ved at komme til chancer og en 2-3 gange i første halvleg fik de scoret på sidste eller næstsidste aflevering, efter at vi havde presset dem tæt på en nølkendelse.”

“Det tog vi med i angrebet, hvor vi spillede simpelt og med få aftaler. Forstået på den måde at vi ville holde os til en 2-3 aftaler som ”sad i skabet” og ikke skulle op at opfinde den dybe tallerken og finde på nye ting. Det var egentlig også ud fra den devise, at vi stillede med et nye folk i vores bagkæde.”

“Stillingen var 23-23 da der manglede 4-5 minutter og vi laver et par dumme tekniske fejl i vores angrebsspil og dem straffede Mors/Thy benhårdt og det sikrede dem sejren. Og det er pisse frustrerende, for vi havde virkelig muligheder for at nappe sejren og 2 yderst vigtige point i dag.”

“Men som sagt kom der et par dumme udvisninger på kritiske tidspunkter sammen med en håndfuld tekniske fejl og det betød at Mors/Thy stak fra os til sidst og vandt.”

Solidt forsvar skal fortsætte
Som bekendt måtte Skive se sig besejret med 24-27, og derfor er de i skrivende stund placeret under nedrykningsstregen. Lørdagens nederlag blev holdets sjette på syv kampe, og Steffen Carstens mener også, at man kunne have gjort noget anderledes.

“Vi skal egentlig bare bare holde niveau i 5 minutter mere, så tror jeg den er der. Og så har vi i trænerteamet også diskuteret om vi måske skulle have givet Tobias Bro en pause, i enten første halvleg eller starten af anden halvleg. For han spillede 60 minutter, så måske en lille smule træt til sidst og havde sværere ved at vinde duellerne, end han havde tidligere i kampen.”

Men det var trods alt ikke den rene elendighed. Overordnet set spillede Skive en god kamp, og mange vil nok mene at de fortjente at få mere ud af kampen. Steffen Carstens kunne også se positive aspekter i spillet, og han er samtidigt imponeret over den unge Tobias Bro.

“Jamen generelt var vores defensiv solid. Og det var fra alle i dag. Der blev virkelig arbejdet igennem. Og ellers igen var det Tobias Bro der var flittigste målscorer med 9 mål. Han har nu banket 66 mål mål ind i hans seks kampe for dette hold, og snitter dermed 11 mål pr. kamp. Det er høj klasse af en så ung spiller.”

“Vi skal til Hjallerup på lørdag, og det er en kamp der efterhånden bare skal vindes. Det er et svært hold at spille i mod. Men kan vi holde niveau på vores defensiv som i dag, er der bestemt muligheder og vi går naturligvis efter sejren deroppe.”

Kampen lørdag mellem Skive fH og Hjallerup IF fløjtes i gang klokken 13:00 i Hjallerup Idrætscenter.

Kampens resultat: 24-27 til Mors-Thy Håndbold 2
Række: 2. Division Herrer

Kilde: Træner Steffen Carstens, Skive fH 2 - 2. Division Herrer

Seneste på facebook