Søndag var der tændt op i Skive-hallen, da Aars HK skulle forsøge at stjæle point med hjem fra Skive fH. Til trods for en skidt start overkom skibonitterne modgangen og endte med at fighte en 31-28 sejr i land, hvor de også var foran med to ved halvlegen.
16:45 blæste dommeren i fløjten, og så var opgøret mellem hjemmebaneholdet Skive fH og Aars HK igang. Hjemmeholdet startede ikke kampen optimalt, hvor de første ti minutter af kampen bliver løbet over ende af Aars. Derfra blev der justeret lidt taktisk hist og pist, og så fandt skibonitterne lige så stille et højere niveau.
Ifølge Skive fH-træner, Steffen Carstens, var især glad for den samlede holdindsats og det bundsolide forsvarsarbejde sine spillere præsterede.
"Vores forsvar var bundsolidt i 50 minutter. Vi fremstod virkelig som et hold og som en enhed, der stod sammen og kæmpede for hinanden. Det betød, at vi fik nogle kontramål, og al den selvtillid, vi opbyggede defensivt, blev brugt positivt i angrebet, hvor vi spillede med stor disciplin og koncentration. Vi passede på bolden og lavede i hele kampen kun 8 tekniske fejl."
En mandfolkepræstation fra hjemmeholdet i dag sikrer dem en sejr på 31-28, hvor de var foran 14-12 i halvlegen.
Steffen Carstens fremhæver især tre spillere i dag - der udover den samlede stærke holdindsats - bidrog til en overraskende sejr over et ellers stærkt Aars HK-mandskab.
"Defensivt er vores stregspillere Peter Beregaard og Kristoffer Kvistgaard vanvittigt stærke i maskinrummet i dag. Der bliver arbejdet stenhårdt, delt håndmadder ud og tacklet. I angrebet spiller Andreas Kjærsgaard en stor kamp, hvor han sætter spillet godt sammen, får dirigeret de rigtige angrebsåbninger og samtidig selv var enormt farlig med 4 mål på kun 5 forsøg.
Resultatet betyder for Skive fH, at de med de to point rykker op lige over stregen, da de endelig er kommet på tavlen. Næste kamp for Skive fH er mod Tvis 2 den 24. oktober på hjemmebane.