Stor interesse for midler til grønne projekter giver travlhed i udvalgene
Der er rift om tilskud fra Grøn Pulje. Efter et år med inflation og energikrise, var interessen stor for at søge puljen, hvor foreninger og selvejende institutioner blandt andet har kunnet søge tilskud til energiforbedrende tiltag.
Ved fristen 12. december lå der 32 ansøgninger om tilskud for over 5 mio. kroner. Det er, med betydelig afstand, det største antal ansøgninger til en af Skive Kommunes puljer, der nogensinde er blevet sendt til politisk behandling.
Første instans i behandlingen af ansøgningerne er Klimaudvalget, der har møde 6. februar.
- Vi er taknemmelige for de mange ansøgninger, der tydeligt viser, at der både er et behov for omstilling og en virkelyst blandt kommunens ildsjæle til at få det til at ske, siger Anders Bøge, formand for Klimaudvalget.
Det er nu udvalgets opgave at få mest mulig grøn omstilling for flest mulige, med de midler, der er til rådighed.