Projektleder til bæredygtig omstilling af flåden i en klimakærlig kommune (bil- og maskinpark)
Skive Kommune har i mange år været first mover på den grønne omstilling, og vi arbejder hårdt for at blive en klimakærlig kommune. Mange af vores biler er gas- eller el-drevne, og vi har i mange år arbejdet med effektive og bæredygtige indkøb og udbud, som skal bidrage til at opfylde vores ambition om co2-neutralitet senest i 2050.
Vi søger en dygtig projektleder til at stå i spidsen for den bæredygtige omstilling af flåden (biler og maskiner) i Skive Kommune. Du får mulighed for at bidrage til den fortsatte bæredygtige omstilling i Skive Kommune ved at analysere og samle ”trådene” på tværs i organisationen, og arbejde sammen med mange mennesker på kommunens mange forskellige arbejdspladser.
Projektet
1. januar 2024 trådte vi ind i EU-projektet GreenFleets. Formålet med projektet er at afsøge mulighederne for en bæredygtig omstilling af flåden, herunder at bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren, og helt konkret er det vores mål, at alle biler der indkøbes eller leases af Skive Kommune, er elbiler i 2030. Flåden indeholder som udgangspunkt alt kørende materiel, dvs. også tunge køretøjer i Park og Vej.
Projektet involverer organisationen som helhed og er et prioriteret projekt for koncernen. Et projekt som er forankret centralt, hvor du tilknyttes Indkøbsafdelingen.
Som projektleder bliver det din opgave at sikre den nødvendige fortsatte fremdrift i projektets aktiviteter, som indeholder 3 indsatser:
- Omstilling af kommunens flåde
- Grøn omstilling via udbud og aftaler
- Planlægning og effektivisering af flåden
Projekt på tværs af kommuner og andre interessenter
GreenFleets-projektet ledes overordnet af Aalborg Kommune. Du vil sidde med i projektets velfungerende styregruppe, samt lede og sikre rapportering til Interreg. Som projektleder i Skive Kommune har du altså ansvar for at Skive Kommune leverer ind i projektet. Arbejdet bidrager derfor også til videndeling med andre kommuner mv. som vil arbejde med omstilling af deres flåde.
I projektpartnerskabet indgår desuden Hjørring Kommune, Nordjyllands Trafikselskab, Forenede Danske Elbilister (FDEL), Fyrbodals Kommunalförbund, Boråsregionen, Dalsland og Högskolan Halmstad. Projektperioden forventes at være januar 2024 – december 2026 (36 måneder).
Vi har allerede set mange potentialer i at arbejde på tværs med projektet, og der arbejdes fx på at oprette en fast stilling som fleetmanager på området. Projektet skal som minimum for Skive Kommune ende ud med et overblik over hvordan kommunen kan omstille sin flåde, med beskrivelse af tilhørende investeringer mv. Overblikket skal danne grundlag for en politisk stillingtagen til kommunens omstilling af flåden, samt dertilhørende aktiviteter.
Den projektleder vi ønsker os
Vi ønsker en projektleder, som brænder for den grønne omstilling og har erfaring med at drive lignende projekter. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du også har erfaring med arbejde i EU-projekter, og gerne erfaring eller interesse for arbejdet som fleet manager/flådestyring.
Derudover håber vi, at du kan se dig selv i disse kvaliteter:
- Du er god til at kommunikere og kan samarbejde med forskellige mennesker på kommunens mange forskellige arbejdspladser.
- Du er dygtig til at involvere og samarbejde med andre, og har en positiv og anerkende tilgang.
- Du kan kommunikere visionen, men også sætte dig ind i hvordan det ser ud i hverdagen for medarbejderne.
- Du skal være god til at arbejde med data, analyser og optimering.
- Du skal gerne have solid og dokumenteret erfaring som projektleder, som evner at drive alle faser af projektcyklussen, herunder også dialogen og samarbejdet med eksterne projektpartnere samt afrapportering til tilsagnsgiver.
- Har en relevant uddannelse.
Bliv klogere på hvordan vi arbejder med indkøb/udbud og klima
Skive Kommunes Klimahandlingsplan Klimahandlingsplan 2050 (skive.dk)
Skive Kommunes Indkøbs- og udbudspolitik Indkøbs- og udbudspolitik (skive.dk)
EU-projektet GreenFleets Green Fleets - grønnere transpot
Ring til os
Hvis du er blevet nysgerrig på stillingen, så kontakt indkøbschef Laila Graugaard Jensen på telefon 30 57 01 56.
Hvis jobbet er lige dig, så send os din ansøgning senest torsdag den 26. juni 2025, hvor du beskriver, hvordan du vil byde ind på de opgaver, vi har beskrevet.
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 3. juli 2025 og ønsker, at du tiltræder snarest muligt.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse med baggrund i dine kvalifikationer og relevant erfaring.
Stillingen er tidsbegrænset, og udløber 31. december 2026.
Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem
RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Skive Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Indkøb, Rådhuspladsen, 7800 Skive
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 26-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/95254d71-0313-48d7-9617-b66995ca384a