Power-to-X-vogn ser dagens lys: Fremtiden er sat på hjul hos Læringsambassaden

Foto: Skive kommune. Søren Sohn og Marco Mølbæk ved Power-to-X-traileren. Foto: Læringsambassaden.
dato

En sejlivet idé er blevet ført ud i livet på Læringsambassaden. Det har resulteret i Danmarks første – måske endda verdens første – rullende power-to-X vogn.

Hvordan underviser man børn og unge i noget så teknisk og teoretisk som varige energikilder og lagring af energi? Det handler om at selv få det i hænderne og gøre det konkret, og således opstod idéen om en power-to-X vogn, der nu efter lang tids udvikling og arbejde er en realitet på Læringsambassaden i Skive.

Power-to-X-traileren er helt off grid og dermed udenfor el-systemet. Den er 6 gange 2 meter lang, og er beklædt med blandt andet solceller og små vindmøller. Indvendig er den udstyret med et batteri på 11 kilowatt til at lagre strømmen, og det svarer nogenlunde til dagsforbruget i en husstand med to voksne og to børn.

-Den er Danmarks første af sin slags, og så vidt vi ved, er der ikke andre i verden, der har fået samme idé, fortæller Søren Sohn fra Læringsambassaden.

Kongstanken med power-to-X-vognen er, at det bliver nemmere at tale om og undervise i energiproblematikker i folkeskolen. Den skal lære børn og unge at arbejde med den energi, der er til rådighed:

Det er tanken, at vognen kan trække elforbruget fra en klasse eller måske en skoleklynge. De bruger energi på lys, varme, strøm til computere og opladning af mobiltelefoner.

-Og så kan det jo godt være, at vi ikke både kan oplade computere, mobiltelefoner og have lys tændt med den energi, der er til rådighed. Det må eleverne så forholde sig til, siger Søren Sohn.

RENT LIV i fællesskab
Idéen om en power-to-X-vogn har rumsteret på Læringsambassaden i flere år, men en ting er som bekendt teori og en anden er praksis:

Vi havde mange vilde idéer, og nogle af dem kunne slet ikke lade sig gøre i praksis. Vi fandt ud af det hen ad vejen, men det har også været et projekt, der har trukket tænder ud. Derfor er vi vildt glade for, at den nu står færdig, siger Marco Mølbæk fra Læringsambassaden.

Power-to-X trailerens tilbliven er et godt eksempel på, hvordan man kommer rigtig langt ved at samarbejde, og så passer det som fod i hose i forhold til Skiveegnens RENT LIV-strategi med grønne handlinger i fællesskab for en egn i balance. Således har der været bevilget økonomisk støtte fra RENT LIV-puljen, og der kom teknisk hjælp og hjernekraft fra GreenLab, DEIF og elektriker Steen K. Pedersen. I det hele taget var virksomhederne ikke sene til at kaste liv og sjæl ind i idéen:

-Det har også været en øjenåbner for os, hvor vi har set, hvor langt fremme de her virksomheder egentlig er. De kom op med tekniske løsninger, vi aldrig var kommet i tanker om, så samarbejdet har været fantastisk spændende for os, fortæller Marco Mølbæk.

-At store, lokale virksomheder stiller deres tankekraft og maskineri til rådighed, kan vi kun være taknemmelige over, og det viser hvad man kan som egn, hvis man står sammen om projekterne, tilføjer han.

Også fra Ungdomsskolen, som Læringsambassaden er organiseret under, har der været fuld støtte fra hele vejen:

-Selvfølgelig betyder det noget, at der bliver troet på de projekter, vi kaster os ud i, siger Marco Mølbæk.

Vil vække opsigt
Foruden det at give naturfagsundervisningen i folkeskolen et pift, er det også idéen, at vognen skal bruges til diverse events i kommunen. Med sit batteri kan vognen levere strøm til forskellige begivenheder, og også her kommer det energimæssige forbrugsaspekt ind:

-Også her bliver man tvunget til at overveje og tænke på, hvad ens udstyr og vores vaner egentlig forbruger, siger Søren Sohn.

Inden længe får Power-to-X-traileren sin ilddåb. Sidst i marts skal den præsenteres på Big Bang-konferencen i Odense – Danmarks største naturfagskonference.

-Den kommer helt sikkert til at vække opsigt, og det bliver en fed måde at vise omverdenen, hvad vi kan her i Skive, siger Marco Mølbæk. 


https://skive.dk/nyheder/kufa-skole-og-dagtilbud/power-to-x-vogn-ser-dagens-lys-fremtiden-er-sat-paa-hjul-hos-laeringsambassaden/
Kilde: Skive kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook