DSB’s forladte banegårdsbygninger fik forleden besøg af både foreninger og mulige samarbejdspartnere – planen er at gøre stedet mere indbydende med både kunst, foreninger og social aktivitet.
Allerede tilbage i december 2021 var der store planer for stationsbygningen i Skive. Kulturelt Samråd, Perron Perron, Musikforeningen Kulten samt Frivilligecentret var allerede dengang gået sammen om at skabe en mere indbydende og levende atmosfære for både borgere og besøgende, der ankommer til byen.
Skive Kommunes Byudviklingsudvalg har bevilget 100.000 kr. til projektet, der skal fremme udviklingen af netop denne bygning til at være et mere attraktivt sted på flere områder.
For nyligt besøgte flere foreninger og mulige samarbejdspartnere således den gamle DSB-bygning, og snart vil nogle af dem flytte ind.
Kunst og et godt indtryk
Det er ikke blot de tomme lokaler, der skal have nyt liv. Der er planer om masser af aktivitet, sociale arrangementer og ikke mindst udstilling af lokal kunst.
De mange rejsende, der dagligt benytter bygningen som ventesal, skal mødes med mere liv og et bedre indtryk end det Skive med denne bygning giver de rejsende, som det er nu.
Dog er der stadig formelle aftaler, der lige skal på plads – bl.a. underskrift af lejekontrakter. Dog forventer flere foreninger at kunne flytte ind og skabe mere liv i bygningen allerede pr. 1. maj 2022.