I Skive kan forældre med en lav indkomst få glæde af Mødrehjælpens muligheder. Her tilbyder hjælpeorganisationen både café til hyggestunder og socialt samvær samt butik med alt fra tøj til udstyr – der kan være mange penge at spare.
Dorthe Görener fra Skive midtby er ikke alene mor til fire børn, hun er også taknemmelig – taknemmelig for Mødrehjælpen i Skive, der gør en stor forskel for familiens hverdag.
Selv har hun i perioder været sygemeldt, hvilket har givet udfordringer rent økonomisk. Dertil kommer, at Dorthes mand er studerende – alt i alt to kombinationer, der kan gøre det svært for en familie at finde penge til det hele.
Familiecafé, babymassage og brugt tøj
Ved at gøre brug af Mødrehjælpen i Thinggade i Skive og de tilbud, der er i forbindelse hermed, så har familien sparet mange penge.
Mødrehjælpens butik byder her nemlig på et stort udvalg af både børnetøj, men i høj grad også udstyr til børn.
Butikken har tilknyttet en café. Her afholdes forskellige events - fx babymassage. Det er en god mulighed for at få godt socialt samvær, men i høj grad også oplevelser for store og små, der ikke koster noget.
Tidligere har både børn og mand også været på gokart tur samt en tur i teatret med arrangementer via Mødrehjælpen – noget der har gjort en stor forskel for familien.