Magisk flyvetur i Skive Theater

Foto: KulturCenter Skive.
Profilbillede
dato

Der var stemningsmættet fest med dans og sang, da det 19 m/k store, højtflyvende hyldestband, Luftens Helte, lørdag aften indtog Skive Theater.

Det blev en magisk aften som hentet ud af det univers, som sang og musik er hentet fra: Disney – eller som bandet selv siger: Den autentiske lyd, som vi kender fra de elskede tegnefilm.

Sange fra film som Løvernes Konge, Mulan, Aristocats, Herkules og Tarzan kaldte på glæden ved genhøret af storladen musik - og af at stemme i de smukke toner.

Luftens Helte var senest i Skive i fjor, hvor coronaen tvang publikum til at holde sig siddende. Så meget desto mere havde publikum denne gang en stående og dansende fest af de helt store i den smukke, gamle teatersal.

Luftens Helte er lyden – og i høj grad oplevelsen - af energi, fest og magi, der smitter og spreder sig ud over publikum. Dertil kommer et stænk af nostalgi fra 80’erne og 90’erne.

Disneys fascinerende univers er ikke forbeholdt særlige målgrupper, og for mange knytter der sig en erindring fra barn- eller ungdom, med egne børn eller som bedsteforældre til en særlig klassiker.

»Luftens Helte« jonglerer med såvel talent som med genrer – og det sker slet ikke uden humor. Resultatet blev en højtflyvende koncert af magiske dimensioner i Skive Theater.

Kilde: KulturCenter Skive
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook