Der kom en, der kom to, der kom tre – og pludselig var der godt 140 gæster samlet på Aakjærskolen til torsdagens infomøde om Skive Kommunes idrætsklasser.
Flere stole blev i al hast hentet ind, og så kunne aftenens program begynde. De besøgende fik blandt andet indblik i hvordan en typisk morgentræning for eleverne forløber, og så blev der fra nuværende elever, forældre, lærere og trænere fortalt vidt og bredt om hvordan livet i idrætsklasserne ser ud.
-Vi er ovenud tilfredse med de mange besøgende. Selvom det kom lidt bag på os, at der kom så mange, bekræfter det os i, at interessen hos de unge og deres forældre er stor, fortæller Skive Kommunes elitekoordinator, Mike Daniel Isaksen og tilføjer
-For os handler idrætsklasserne om at skabe de bedst mulige rammer for udvikling af både de skolefaglige, personlige, sociale og idrætslige kundskaber hos eleverne. Det gør vi bl.a. ved at have et stort fokus på fællesskabet i klasserne, faglig og idrætslig fordybelse og ved at de unge arbejder målrettet med deres drømme og mål, siger han.
Flere spørgsmål
Nåede man ikke at overvære infomødet – eller har man flere spørgsmål, skal man endelig ikke tøve med at kontakte personalet i idrætsklassen, der altid står klar til en snak.
Der er ansøgningsfrist d. 15. marts, og alle skemaer og information findes på www.skive.dk/ELITE