Lige ved og næsten da Skive fH fik besøg af topholdet

2. Division: Skive fH - Nørre Djurs HK (Foto: Privat)
Profilbillede
dato

Lørdagens opgør mellem Skive fH og topholdet Nørre Djurs HK endte i et ærgerligt nederlag på hjemmebane til mandskabet fra Skive fH, der ellers var med hele vejen.

“Det var lige ved og næsten, så den gør lidt ondt. Vi var med indtil de sidste 5 minutter, hvor vi, med lidt held og lidt mere skarphed i de afgørende minutter, ligeså godt kunne have vundet kampen. Vi har nogle store chancer vi brænder til sidst, og det bliver desværre lidt afgørende,” lyder den umiddelbare reaktion fra træner, Ralph Uhre Jensen, der dog stadig er meget tilfreds.

“Vi møder et tophold, så det var ikke en kamp hvor vi på forhånd havde kalkuleret med point. Så stor ros til alle spillerne for en flot kamp, hvor vi presser Nørre Djurs helt ud. Vi havde aftalt inden kampen at vi skulle kunne se hinanden i øjnene efter kampen, så jeg er meget tilfreds med indsatsen. Når man så er så tæt på, så vil man jo gerne have taget sejren.”

På trods af, at Skive-mandskabet må se sig besejret, er der alligevel visse lyspunkter fra kampen, træneren lægger vægt på:

“Stor ros til vores målmand Sebastian Thøgersen, som måske stod sin bedste kamp i denne sæson. Han fik rigtig god hjælp fra Johan Kofoed og Benjamin Jeppesen, som stod stærkt i forsvaret.
Angrebsmæssigt var der rigtig gode takter fra Frederik Hovgaard og Tobias Bro, som begge var en evig trussel.”

Uhre Jensen mener dog også, at holdet skal oppe sig på visse punkter, inden næste kamp:

“Der er meget vi kan tage med videre til næste kamp. Så hvis vi kan leverer på samme niveau, så venter der flere point. Men det er klart, at vi skal forsøge at være mere skarp i de afgørende minutter, hvor tingene spidser til.”

Skive fHs næste modstander er rækkens tredjeplads fra Mors-Thy Håndbold. De spiller i Thyhallerne søndag den 12. marts med kampstart klokken 15:00.

Kampens resultat: 26-29 til Nørre Djurs HK
Række: 2. Division Herrer

Kilde: Træner Ralph Uhre Jensen, Skive fH 2 - 2. Division Herrer